
Der er betydelig risiko for, at Danmark ikke når målet om 70 pct. CO2-reduktion i 2030. Det fremgår af Klimarådets statusrapport for 2026, som blandt andet peger på, at det netop afsluttede CCS-udbud formentlig vil levere færre reduktioner end forudsat.
Ifølge Klimarådet betyder udfaldet af den 28,7 mia. kr. store CCS-pulje, hvor der kun var to bydere, at bidraget til CO2-reduktioner bliver mindre end ventet. Dermed øges usikkerheden om, hvorvidt 2030-målet kan indfries.
- CCS er en af de vigtige klimaløsninger de kommende årtier. Men når det gælder 2030-målet, kommer CCS til at levere færre reduktioner, end regeringen tidligere har forventet. Det kan vi se allerede nu, udtaler Klimarådets forperson, Peter Møllgaard, i forbindelse med offentliggørelsen af statusrapporten.
Dansk Fjernvarme tilkendegiver i en pressemeddelelse udsendt som en reaktion på Klimarådets statusrapport, at teknologien fortsat bør spille en væsentlig rolle i klimaarbejdet – også efter 2030. Dansk Fjernvarme peger på, at der fortsat er et betydeligt potentiale i at fange og lagre CO2 i Danmark, men at det kræver handling fra både sektoren og myndighederne at få projekterne realiseret.
- Der er et fortsat meget stort klimapotentiale i at fange og lagre CO2 herhjemme. Selvom det netop afsluttede udbud ikke endte, som vi havde ønsket, med tæt konkurrence blandt de prækvalificerede selskaber, så er fremtiden grøn, siger Kim Mortensen, der er direktør i Dansk Fjernvarme, brancheforening for landets fjernvarmeselskaber og affaldsenergianlæg. Og han fortsætter:
- Der ligger derfor nu en bunden opgave for sektoren og myndighederne i finde ud af, hvordan vi udløser potentialet, så CCS kan bidrage til klimamål og CO2-reduktioner.
Ifølge brancheforeningen kan CCS blandt andet etableres på affaldsenergianlæg og biomassefyrede kraftvarmeværker, hvor teknologien kan reducere udledninger og på sigt levere negative emissioner. Det skal bidrage til både 2030-målet og den langsigtede ambition om klimaneutralitet.
- Selvom CCS-udbuddet ikke kommer til at levere helt som forventet, er det positivt, at der med to bud er skabt en rimelig sandsynlighed for, at CCS vil bidrage markant til vores 2030-mål, siger Kim Mortensen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.



















