DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Dronning Mary og klima-, energi-, og forsyningsminister Lars Aagaard (M) mødtes fredag med Brasiliens præsident, Luiz Inazio Lula da Silva, i Brasilien. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Klimaministeren ser flere muligheder med ny brasiliansk præsident

Det dansk-brasilianske samarbejde bliver en vigtig brik ved klimatopmøde i Brasilien i 2025, siger Aagaard.
7. OKT 2024 11.08
Energi
Internationalt
Klima
Politik

Skiftet i det brasilianske præsidentpalads sidste år er en fordel for det dansk-brasilianske samarbejde på tværs af Atlanten. Det siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) efter sit møde med den brasilianske præsident, Luiz Inazio Lula da Silva, i forbindelse med dronning Marys officielle besøg i Brasilien.

- Brasilien er et vigtigt land i verden, og det, at der er mere stabile politiske vilkår, og at der arbejdes seriøst med grønne emner, øger sandsynligheden for, at privatkapital kan finde frem til Brasilien og udvikle deres energisektor, siger ministeren.

I januar i 2023 blev præsident Lula taget i ed som brasiliansk præsident igen, efter at have været væk fra posten i flere år hvor forgængeren Jair Bolsonaro har siddet som præsident. Med den venstreorienterede præsident Lula tilbage på posten, som han også bestred i to perioder fra 2003 til 2010, kom der igen fokus på blandt andet klimapolitiske visioner.

- Det er i de mindste rart at have en præsident, der anerkender, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Det er jo en god start, siger Aagaard.

Størrelse spiller en rolle i forhold til forhandlinger

Brasilien er sammen med Indien og Sydafrika toneangivende lande i globale forhandlinger, påpeger han. Derfor er samarbejdet også vigtigt, når klimatopmødet COP30 næste år løber af stablen med Brasilien som værtsland.

- Der skal vi selvfølgelig have et samarbejde med brasilianerne om, at vi lander en aftale på COP30, der også sikrer, at halvanden grads målet er inden for rækkevidde.

I forbindelse med næste års COP30 anerkender Lars Aagaard, at størrelse også spiller en rolle i forhold til forhandlinger.

- Men Danmarks særlige rolle i 2024 er den europæiske overarm, siger han og henviser til, at Danmark har EU-formandskabet i andet halvår af 2025.

Danmark og Brasilien har et myndighedssamarbejde, hvor hovedomdrejningspunkterne er havvind og energieffektivitet.

- Begge områder kommer vi til at investere mere i i samarbejdet med Brasilien, siger han.

Det handler blandt andet om at hjælpe landet med at skabe rammer, der gør, at private virksomheder vil investere i Brasilien.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/klimaministeren-ser-flere-muligheder-med-ny-brasiliansk-praesident

GDPR