DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Klimaaktivister kritiserer små grønne partier for at risikere stemmespild

En række grønne partier kritiseres nu af den klimabevægelse, som de selv ønsker at repræsentere. For at undgå grønt stemmespild til valget opfordres partierne til at slå sig sammen
25. AUG 2022 10.07
Klima
Politik

Der er lagt op til et markant grønt stemmespild i rød blok. Hverken Frie Grønne, Alternativet eller Grøn Alliance ser ifølge meningsmålingerne ud til at klare spærregrænsens to pct. ved det kommende folketingsvalg. Det møder nu kritik fra den vælgergruppe, som de grønne partier først og fremmest hævder at repræsentere: Klimabevægelsen og de unge klimaaktivister. Det skriver Information.

- Det er helt vildt ærgerligt for klimadagsordenen, at der er splittelse i den grønne blok, siger Selma de Montgomery, en af Danmarks mest fremtrædende klimaaktivister.

Ifølge hende har partipolitiske forskelle og taktik i de sidste 30 år stået i vejen for klimadagsordenen.

- Man fimser rundt og taler om ubetydelige ting i stedet for at forholde sig til den gennemgribende klimakrise, vi står i, siger hun til Information.

I et vægtet gennemsnit af målinger offentliggjort af Jyllands-Posten onsdag står Alternativet til at få 0,9 pct. af stemmerne, mens Frie Grønne og Grøn Alliance står til henholdsvis 0,6 og 0,3 pct.. De tre partier har i enkeltmålinger sammenlagt set ud til at kunne høste to pct. eller over, men hver for sig er der ingen tegn på, at de tre partier kan klare spærregrænsen på to pct..

Mette Susgaard fra Den Grønne Ungdomsbevægelse siger til Information, at hun selv tøver med at sætte sit kryds ved et af de tre grønne partier, som hun opfordrer til at slå sig sammen. Det mener også Frederik Roland Sandby, sekretariatsleder for organisationen Klimabevægelsen.

Ekspert tror ikke på godt valg til partierne

Valgforsker og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet spår heller ikke de tre partier mange chancer for at opnå valg.

Hverken Alternativet eller Frie Grønne har ønsket at svare på kritikken i et interview med Information. I en mail til Information udtaler Frie Grønnes Sikandar Siddique, at der ud over klima er en række forskelligheder, der adskiller partierne for meget. Eksempelvis er han skeptisk over for De Grønnes »liberale udgangspunkt«.

Alternativets Franciska Rosenkilde har tidligere udtalt til DR, at hun har svært ved at se en sammenlægning af partierne så kort før et valg, men skriver kortfattet i en mail til Information, at hun gerne vil samarbejde med de to andre grønne partier. Det har dog ikke været muligt for Information at få uddybet, hvad det nærmere betyder.

Partiformand for De Grønne, Jonas Holm, deler klimaaktivisternes analyse om grønt stemmespild. Han kan godt se Grøn Alliance slå sig sammen med Alternativet, men har sværere ved at se en løsning med Frie Grønne.

- Det ville kræve, at Frie Grønne fuldstændig ændrer økonomisk politik, hvor de jo ønsker et postkapitalistisk samfund, siger han til Information.

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/klimaaktivister-kritiserer-smaa-groenne-partier-for-at-risikere-stemmespild

GDPR