DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Klima kan blive taberen når politisk opgør venter efter EU-navnekabale

EU-landenes ledere ønsker en hurtig afklaring på EU-navnekabale i lyset af krigen i Ukraine. Klimaet kan blive taber i det politiske opgør, der venter.  
18. JUN 2024 10.17
EU
Klima
Navne
Politik

Mette Frederiksen (S) er en flittig gæst i Bruxelles i disse uger. Efter mandagens uformelle EU-topmøde med fokus på topposterne i EU, skal statsministeren igen til Bruxelles i næste uge.

Her venter endnu et EU-topmøde, hvor EU-landenes stats- og regeringschefer forventes at udstikke en politisk retning for de kommende fem år. EU er i den grad under pres for at komme hurtigt i gang igen efter valget til EU-Parlamentet.

* Hvorfor haster det med at få besat topposterne?

Krigen i Ukraine og udsigten til et amerikansk valg i november, hvor Donald Trump kan blive præsident, har sat ekstra tempo på arbejdet med at udpege en ny EU-ledelse efter valget.

Samtidig drejede vælgerne til højre ved valget og markerede dermed en stigende EU-skepsis. På den baggrund mener mange EU-ledere, at man hverken kan byde vælgerne eller Ukraine at bruge måneder på navneopgør i EU.

Ukraine venter blandt andet på beslutninger om nye sanktioner mod Rusland, muligheden for at gå videre i optagelsesforhandlingerne med EU samt implementeringen af aftalen om at bruge indefrosne russiske midler til at hjælpe Ukraine.

* Hvornår forventes den nye ledelse at være på plads?

Der vil gå endnu nogle måneder, før en ny EU-Kommission er helt på plads. EU-Parlamentet mødes igen formelt fra den 16. juli. Her håber EU-landene, at parlamentet vil godkende en ny formand for EU-Kommissionen.

Derefter kan den nye EU-Kommissionsformand med input fra EU-landene udpege kommissærerne i en ny kommission. Og måske opprioritere nogle politiske emner - og dermed tyngden af kommissærposterne.

Derefter skal de potentielle EU-kommissærer i høring i EU-Parlamentet, før de bliver endeligt godkendt. Det ventes først at ske fra september og frem.

* Hvorfor hænger navnekabalen sammen med de politiske prioriteter for EU?

På EU-topmødet i næste uge skal Mette Frederiksen og de øvrige regeringsledere vedtage en strategisk dagsorden for EU for de næste fem år.

Det er EU-ledernes forsøg på at fortælle den nye EU-Kommission og EU-Parlamentet, hvad de mener, bør prioriteres i den næste femårige mandatperiode. Her venter der en dobbelt armlægning, som vil komme til at præge den politiske retning for EU i de kommende år.

På den ene side ventes EU-landenes ledere at sætte EU's konkurrenceevne samt opbygning af forsvar- og sikkerhed øverst på dagsordenen. På den anden side ventes EU-Parlamentet at kæmpe for politiske indrømmelser. Både i form af mere magt til parlamentet og i form af politisk indflydelse på dagsordenen for den næste EU-Kommission.

Her bejler Ursula von der Leyen både til den socialdemokratiske S&D-gruppe samt De Grønne på den ene side og Melonis parti, Italiens Brødre, på den anden i forsøget på at samle det nødvendige flertal i parlamentet bag en ny periode som chef for EU-Kommissionen.

* Vil klima igen få topprioritet for EU?

Da Ursula von der Leyen fik topjobbet i Bruxelles i 2019, skete det blandt andet på baggrund af løfter til EU-Parlamentet om at sætte klima øverst på dagsordenen.

Klima ventes fortsat at være en prioritet for den nye EU-Kommission. Men tonen kan blive anderledes efter valget til EU-Parlamentet.

Von der Leyens egen, borgerlige EPP-gruppe vandt valget på at trække til højre i både klima- og migrationspolitikken. Den bevægelse ser ud til at vinde opbakning hos EU-lederne også.

Målene om grøn omstilling ventes at blive fastholdt, men det kan ske med en ny vægt på, at der skal tages hensyn til landbrug og industri. Samt at forbrugerne ikke skal stilles ringere, når det gælder eksempelvis prisen på energi, nybyggeri eller nye biler.


/ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/klima-kan-blive-taberen-naar-politisk-opgoer-venter-efter-eu-navnekabale

GDPR