Et kinesisk skib er i politiets søgelys, efter at en gasrørledning mellem Finland og Estland blev beskadiget for knap to uger siden. Det oplyser finsk politi fredag.
- Bevægelserne fra skibet "Newnew Polar Bear", der sejler under Hongkongs flag, passer med tidspunktet og placeringen, hvor gasrørledningen blev beskadiget, skriver Centralkriminalpolisen (CKP) i Finland.
CKP er en finsk politiafdeling, der blandt andet efterforsker kriminalitet, der kræver samarbejde med udenlandsk politi.
- Vi kommer til at samarbejde med kinesiske myndigheder for at få fastlagt skibets rolle, siger CKP's chefefterforsker, Risto Lohi.
Politiet har fredag også sagt, at skaderne var forårsaget af "en ekstern mekanisk kraft". Der er desuden fundet "en tung genstand" nær gasrørledning. Politiet vil forsøge at bjærge genstanden fra havbunden.
Finske efterforskere har mistanke om sabotage
Tidligt den 8. oktober blev gasrørledningen Balticconnector og et telekabel beskadiget. Finske efterforskere mistænker, at der kan være tale om sabotage.
Foruden skaderne på Balticconnector er der også fundet skader på et telekabel mellem Sverige og Estland.
Skaderne skal være opstået nogenlunde på samme tid.
En talsmand for Estlands statsanklager sagde torsdag, at man betragter undersøgelsen af skaderne på telekablet mellem Estland og Sverige som en del af den igangværende efterforskning af skaderne på Balticconnector.
Forsvarsalliancen Nato meddelte torsdag desuden, at den styrker tilstedeværelsen i Østersøen - blandt andet med øget overvågning. Der bliver indsat yderligere fly, droner og minerydningsfartøjer.
Siden en eksplosion sidste år ramte gasrørledningen Nord Stream 2 i farvandet tæt ved Bornholm, har der været øget fokus på den følsomme infrastruktur af kabler og ledninger på havbunden i især Østersøen.
Både Danmark, Sverige og Tyskland er i gang med nationale undersøgelser af den formodede sabotage ved Nord Stream.
/ritzau/AFP
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.