DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Kina står stadig på benene trods Donald Trumps tunge toldhammer

Kina vil kæmpe mod USA hele vejen i toldstriden mellem verdens to største økonomier. Kinesiske eksportørers profit i USA-handlen har Trumps told allerede taget.
8. APR 2025 13.27
Erhverv
Internationalt
Politik

Kinesiske produkter er med et blevet langt dyrere i USA, og det skyldes én mand, Donald Trump. Den amerikanske præsident og hans projekt med ekstra told på varer fra hele verden har ramt hårdt i Kina.

 I to omgange er der lagt told på varer, der eksporteres fra Kina til USA, siden Trump tiltrådte den 20. januar. Først 20 pct. siden er den kommet op på 34 pct. Kina slog igen og indførte 34 pct. importtold på amerikanske varer. Det har fået Trump til at varsle, at Kina får yderligere 50 procent told pålagt onsdag, hvis Kina ikke fjerner tolden på 34 pct. på varer fra USA. Afpresning, lyder det fra Kina.

Der var tirsdag aften kinesisk tid ikke tegn på, at Kina er mør. At Kinas leder, Xi Jinping, giver efter for Trump. Tværtimod udsendte Kinas handelsministerium en erklæring, hvori det hedder: "Hvis USA insisterer på at gøre det sådan, så kæmper Kina hele vejen".

- Hvis USA eskalerer sine toldsatser, vil Kina resolut tage modforholdsregler for at sikre egne rettigheder og interesser.

Ministeriet siger også, at det søger "dialog" med USA og kalder truslen om at øge med 50 pct. for "en fejl oven på en fejl". Det er verdens to største økonomier, der er i toldkrig. Ifølge BBC står de tilsammen for 47 pct. af den globale handel. Men det står klart, at Kina allerede er ramt hårdt.

Reuters skriver, at Kinas økonomi siden coronapandemien gradvist er kommet til hægterne igen via øget eksport. Men hvis Kinas eksportører ikke hurtigt finder andre markeder end det amerikanske, der nu er dyrt, kommer der mørke skyer på himlen. For Kina tjener ikke længere noget på det store amerikanske marked.

- Da grænsen på 35 pct. told blev passeret, forsvandt fortjenesten i eksportsektoren, siger Dan Wang, direktør i Kina i Eurasia Group, ifølge Reuters.

- Herefter burde Kina slet ikke eksportere noget til USA. Tolden kan hæves til 1000 procent, men den ville ikke skade, for der ville ikke være noget handel, tilføjer hun.

- Europa er og vil blive det mest profitable marked for Kina.

Tirsdag talte EU's kommissionsformand, Ursula von der Leyen, i telefon med Kinas premierminister, Li Qiang, hvor de drøftede situationen. De er enige om, at der er brug for et stærkt handelssamarbejde som modsvar til USA's told.

Avisen South China Morning Post har talt med en tidligere rådgiver for Kinas nationalbank. Han vil ikke have sit navn frem, men siger blandt andet, at Kina bør forberede sig på mere turbulens.

- Trump bør se en psykiater, siger han også.

Rådgiveren er ikke sikker på, at Kina bør slå igen, hver gang Trump kommer med nye toldsatser. Regeringen bør "ignorere" det og i stedet fokusere på at stimulere sin økonomi, så den kan ride handelsstormen af.

Tirsdag holdt planlægningskommissionen NDRC under Kinas regering møde med virksomheder med eksport til USA for at drøfte, hvad der kan gøres. NDRC vil nu koordinere det forestående arbejde og finde tiltag, der kan hjælpe virksomhederne.

Men det er svært, påpeger Larry Sloven, som i 30 år har været indkøber af kinesiske varer for virksomheder i USA.

- Det er som at kaste en dartpil med bind for øjnene. Man ved ikke, hvor den flyver hen. Man ved ikke, hvor toldsatserne rammer, siger han til Reuters.

- Når toldhammeren er kastet, ved vi ikke, hvor den falder ned.

Det er særligt kinesiske virksomheder med billige produkter, som bliver ramt af en meget lille profitmargin. Som for eksempel Fuling, som sælger plastikbestik til McDonald's.

Virksomheden siger ifølge Reuters, at den vil etablere ny produktion i Indonesien til markedet i USA. Men indtil da rammer Trumps told hårdt.

jel /ritzau/

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/kina-staar-stadig-paa-benene-trods-donald-trumps-tunge-toldhammer

GDPR