Trods omfattende protester fortsætter Japan med udledningen af spildevand fra atomkraftværket Fukushima. Første udledning fandt sted 24. august, og tidligt torsdag morgen dansk tid gik anden runde i gang.
Dermed har Japan holdt fast i den kontroversielle beslutning, der har skabt vrede i særligt Kina.
Blandt andet har Kina indført et forbud mod salg af japansk fisk. Derudover har en række virksomheder og organisationer i Japan fortalt om, hvordan de er blevet udsat for chikaneopkald fra Kina i så høj en grad, at det har påvirket deres drift.
Selv siger Japan sammen med Det Internationale Atomagentur (IAEA), at udledningen er sikker. De fleste eksperter er enige i, at vandet er filtreret tilstrækkeligt, så det ikke kommer til at påvirke havlivet.
Behovet for udledningen er opstået, da spildevandet har hobet sig op efter jordskælvet og den efterfølgende tsunami i 2011, der ødelagde kraftværket. Over et årti efter katastrofen fortsætter oprydningen, fordi Japan er løbet tør for plads til det vand, som køler reaktorerne ned.
Kina: Japan bruger havet som kloak
Som ved første udledning vil Japan ifølge nyhedsbureauet AFP i anden runde udlede 7800 ton spildevand.
- Det er bekræftet, at første udledning efter planen blev udført på en sikker måde, sagde talsmand for den japanske regering Hirokazu Matsuno på et pressemøde torsdag.
Han sagde samtidig, at Japan har i sinde at opfordre Kina til at tilbagetrække de importforbud, der er blevet indført mod japansk mad. Kina har anklaget Japan for at bruge havet som en "kloak".
Men også på hjemmefronten har den japanske regering fået kritik. Blandt andet fra mere end 100 fiskere i Fukushima og nærliggende områder. I september indleverede de et søgsmål ved Fukushimas distriktsdomstol ifølge Sugie Tanji, som er i spidsen for fiskerne.
- Regeringen levede ikke op til sit løfte om at indgå en aftale med fiskere, før beslutningen om at udlede spildevand blev taget. Det er en forkert politik, som ignorerer stærk modstand. Ikke kun fra Fukushimas fiskere, men også fra foreninger på tværs af landet, sagde han dengang ifølge AFP.
Den japanske regering har forsøgt at overbevise japanerne og særligt omverdenen om, at fiskene fra området ikke fejler noget som helst. Blandt andet har premierminister Fumio Kishida og tre andre ministre offentligt spist fisk derfra.
Udledningen svarer samlet til mere end 500 olympiske svømmebassiner og ventes at tage flere årtier. Det vil gøre det muligt for ingeniører at fjerne yderst farligt radioaktivt materiale fra samtlige tre reaktorer.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.