DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Helle Fischer Kudsk i produktionen hos Dynamica Ropes, hvor hun arbejder med at sikre både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø for medarbejderne.
Jesper Ernlund Lassen - Danish Offshore Industry - DOI.dk. -

ISO 45001: Derfor satser Dynamica Ropes på endnu bedre arbejdsmiljø

Kunderne efterspørger ISO-certificeringer, og det har fået Dynamica Ropes til at ansætte en QHSE-systemansvarlig. Efter et års arbejde har virksomheden nu opnået sin tredje certificering, fordi arbejdsmiljø også er vigtigt for en virksomheden.
10. FEB 2025 14.00
Erhverv
Offshore
Produktion
Sikkerhed

Dynamica Ropes producerer blandt andet slings og andet løftegrej, der anvendes i offshore energi, vindenergi, tungløft, den maritime industri samt olie- og gassektoren. Virksomheden, der ligger uden for Fredericia, ansatte i februar 2024 Helle Fischer Kudsk som QHSE-systemansvarlig. Hun kommer med erfaring fra langt større virksomheder som Arla, Carlsberg, Stena Recycling og ISS end de cirka 30 medarbejdere hos Dynamica Ropes.  

Dynamica Ropes havde i forvejen ISO-certificeringerne 14001 og 9001, der drejer sig om henholdsvis miljøledelse og kvalitetsstyring, men der var behov for mere.  

- Vi vil gerne skabe et sundt, sikkert og godt arbejdsmiljø for vores medarbejdere hos Dynamica Ropes, så vi også udadtil viser, vi er gode ved vores medarbejdere, forklarer Helle Fischer Kudsk og pointerer, at det også er et kundeønske:  

- Det er noget, som vores kunder efterspørger. Det er alle vores kunder, store som små.  

Derfor har virksomheden nu tilføjet endnu en ISO-certificering, nemlig 45001.  

- ISO 45001 går ind og arbejder med både fysisk og psykisk arbejdsmiljø forebyggende. Her bliver trådene samlet fra de to andre certificeringer, som vi allerede har. Men man kan sagtens have hver af certificeringerne enkeltvis, forklarer hun.

Fanger ting i opløbet  

Arbejdsmiljøet bliver der også holdt øje med gennem arbejdspladsvurderinger (APV’er).  

- Vi laver løbende APV mindst en gang om året frem for hvert tredje år, som loven siger, man skal. Derfor fanger vi tingene i opløbet. APV’en skal også omfatte det psykiske arbejdsmiljø, og derfor har vi sat en NFA-trivselsmåling i gang, fortæller Helle Fischer Kudsk og forklarer baggrunden:  

- Vi vil vores medarbejdere det bedste, og når vi spurgte bordet rundt til det psykiske arbejdsmiljø, så var der radiotavshed.  

Det er en helt anonym trivselsmåling, hvor man ikke kan bruge køn, alder eller andre parametre til at regne ud, hvem den enkelte medarbejder er.  

- Med trivselsmålingen får vi sat det hele i system. Hvis den viser noget, så ved vi, hvad vi skal gøre. Det kunne eksempelvis være at lave en mobbepolitik eller en adfærdspolitik. Vi vil have målt det, så vi ved det. Der skal ikke være nogen, der går rundt og murrer med et eller andet, siger hun.  

Virksomheden har allerede sat fokus på området.  

- Vi har afholdt en mental sundhedsdag i efteråret sidste år med midler fra Velliv Fonden. Det er midler, som alle kan søge, forklarer Helle Fischer Kudsk.  

Den mentale sundhedsdag satte blandt andet fokus på konflikter.  

- Vi havde en arbejdsmiljørådgiver ude og fortælle om trivsel med temaet: krudt, kugler og konflikt, fortæller hun.  

Arbejdet foregår i produktionen  

Umiddelbart tænker man måske, at Helle Fischer Kudsks arbejde primært foregår ved et skrivebord, men sådan er det slet ikke.  

- Arbejdsmiljø kan ikke drives bag en computer. Man skal ud i produktionen og være på pletten. Jeg laver sikkerhedsrunderinger, hvor jeg fx kigger op, om der er styr på kemi, og om brandmateriel og udgange er tilgængelige, fortæller hun.  

Det er et arbejde, der har båret frugt på flere plan.  

- Vi har rykket os, og der er fx ikke spærrede branddøre mere. Jeg får dagligt at vide: - Hvor er det godt, du er kommet, der er større fokus på sikkerheden nu, siger Helle Fischer Kudsk og lover én ting:  

- Om år frem vil det se endnu bedre ud. Det er som at vende et stort tankskib.  

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/iso-45001-derfor-satser-dynamica-ropes-paa-endnu-bedre-arbejdsmiljoe

GDPR