DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
En olietanker ligger i Hormuzstrædet, hvor meget af verdens handel med råstoffet passerer igennem. (Arkivfoto). - Foto: Hamad I Mohammed/Reuters

Irans parlament godkender lukning af vigtigt stræde

Endnu er der ingen endelig beslutning, men Irans parlament har angiveligt godkendt lukning af Hormuzstrædet. Det melder det iranske statsejede Press TV.
23. JUN 2025 8.30
Gas
Internationalt
Olie
Sikkerhed

Irans modsvar på de amerikanske bombeangreb mod deres atomprogram begynder at udforme sig yderligere. Søndag eftermiddag godkender Irans parlament at lukke Hormuzstrædet. Det melder det iranske statsejede Press TV ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den endelige beslutning om at lukke strædet, som er af afgørende betydning for verdens oliehandel, skulle dog ligge hos Irans Øverste Nationale Sikkerhedsråd.

Natten til søndag dansk tid angreb USA flere iranske atomanlæg, og en lukning af strædet har af analytikere været fremhævet som en af flere iranske muligheder for at reagere.

Strædet ligger mellem Iran mod nord og De Forenede Arabiske Emirater og Oman mod syd. Det forbinder flere af landene i Golfen: Irak, Kuwait, Saudi-Arabien, Bahrain, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.

Iran og USA har givet forskellige meldinger om omfanget af skaderne fra bombeangrebet. Donald Trump har sagt, at Fordow-anlægget er "fuldstændigt tilintetgjort", imens en iransk politiker siger, at der kun er sket mindre skader.

Iran har søndag morgen angrebet Israel igen, mens de konkrete planer om et modsvar mod USA stadig er usikre.

Vigtig for olie- og gashandel

Skridtet med at lukke Hormuzstrædet er i første omgang et modsvar, der først og fremmest vil ramme den internationale handel og gas- og oliepriserne. Bombeangrebene mod de iranske atomanlæg kan have sat Irans atomprogram flere år tilbage.

Men selv om der er påført stor skade mod atomprogrammet, er det ikke totalt elimineret, og arbejdet med at udvikle en atombombe vil med en forsinkelse kunne fortsætte. Det har Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, fortalt Ritzau søndag.

- Jeg ser det som et forsøg på at skære kapaciteten ned og hæmme iranernes evne til at bruge militærmagt uden for deres eget territorium.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/irans-parlament-godkender-lukning-af-vigtigt-straede

GDPR