DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Inflationen i eurozonen ser ud til at tage lille hop i maj

Et estimat fra Eurostat viser inflation på 2,6 pct. i eurozonen i maj. Det er højere end i april.
31. MAJ 2024 12.47
Økonomi

Inflationen i eurozonen ser ud til at stige en smule i maj. Et estimat fra EU's statistikkontor, Eurostat, peger på, at inflationen i maj landede på 2,6 pct. I april lå inflationen på 2,4 pct.

Den Europæiske Centralbank (ECB) sigter efter en inflation på to procent på mellemlang sigt. Dermed er inflationen fortsat på et højere niveau, end ECB ønsker.

Og selv om der er langt op til de høje inflationstal de seneste år, er inflationen fortsat for høj. Det påpeger Kristian Skriver, som er seniorøkonom i Dansk Erhverv.

- Det er en påmindelse om, at det er svært at få inflationen det sidste stykke vej tilbage på målsætningen på to procent, skriver han i en kommentar.

Rentenedsættelse formentligt på vej

Den genstridige inflation kan ifølge flere økonomer komme til at påvirke udsigten til flere rentenedsættelser fra ECB. De fleste forventer dog, at ECB vil sænke renten på et rentemøde torsdag.

Men herefter er det mere usikkert, lyder det fra både Kristian Skriver og Bjørn Tangaa Sillemann, som er chefanalytiker i Danske Bank. Bjørn Tangaa Sillemann ser ikke en rentenedsættelse i næste uge som starten på en perlerække af rentenedsættelser.

- Hvor meget lavere renter, der bliver plads til, er et åbent spørgsmål, som vil afhænge af, hvordan økonomien og især arbejdsmarkedet udvikler sig. Vi tror, vi må vente til december, før ECB (efter i næste uge, red.) sætter renten ned igen, skriver han i en kommentar.

Både Kristian Skriver og Bjørn Tangaa Sillemann forventer, at ECB og derefter Danmarks Nationalbank vil sænke renten i næste uge.

Danmark har fastkurspolitik, og Nationalbankens opgave er derfor at sikre, at den danske krone har en fast kurs på omkring 7,5 kroner over for euroen. Derfor smitter renteændringer hos ECB som regel af på Nationalbankens rente, da en markant højere rente hos Nationalbanken kan få kronen til at stige i kurs.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/inflationen-i-eurozonen-ser-ud-til-at-tage-lille-hop-i-maj

GDPR