
Flere studerende i Danmark vælger deres uddannelse direkte på baggrund af et ønske om at arbejde med grøn omstilling. For 15 pct. af alle førsteårsstuderende har et ønske om at arbejde med grøn omstilling således været afgørende for deres studievalg.
Samtidig vil omkring hver fjerde - 24 pct. - gerne arbejde med grøn omstilling, når de er færdiguddannede. Det viser en undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA), fremgår det af en pressemeddelelse.
Undersøgelsen er baseret på en spørgeskemaundersøgelse blandt 5850 studerende på universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier.
- Grøn omstilling er en del af grunden til, at vi får behov for at tiltrække flere til uddannelser, der er centrale for omstillingen, men også del af løsningen, fordi ønsket om at bidrage til grøn omstilling i sig selv motiverer unge til at vælge i den retning, siger Andreas Pihl Kjærsgård, som er seniorkonsulent på EVA.
Størst fokus på tekniske uddannelser
Det er særligt på de tekniske uddannelser, at ønsket om at arbejde med grøn omstilling spiller en rolle. På det tekniske område på erhvervsakademierne svarer 33 pct., at ønsket om at arbejde med grøn omstilling var vigtigt for studievalget, mens det er 40 pct. på det tekniske område under professionshøjskolerne og 31 pct. på området Teknisk Videnskab på universiteterne.
- Det giver god mening, at grøn omstilling fylder mest for dem, der vælger tekniske uddannelser, fordi man her uddanner mange af de medarbejdere, der helt konkret skal arbejde i sektorer og med opgaver, der skal rykke vores samfund i retning af den grønne omstilling, siger Andreas Pihl Kjærsgård.
Mens interessen for grøn omstilling er blevet en topprioritet, når de unge skal vælge studie, ønsker mellem hver tredje og fjerde på første år af uddannelserne, at emnet skal fylde mere i undervisningen.
På professionsbacheloruddannelserne vil 30 pct. have mere undervisning i grøn omstilling, på erhvervsakademiuddannelserne er det hver tredje studerende, og på universiteterne 28 pct.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.