Inflationen stod stille i november, hvor Danmarks Statistik har opgjort den til 1,6 pct.. Inflationen betegner stigningen i forbrugerpriserne over et år. I oktober var forbrugerpriserne ligeledes 1,6 pct. højere end i samme måned året før.
Det er især priser på husleje og elektricitet, der bidrager til den årlige prisstigning i november, skriver Danmarks Statistik. Produktgruppen "boligbenyttelse, elektricitet og opvarmning" stod for mere end halvdelen af inflationen, lyder det.
Søren Kristensen, som er cheføkonom i Sydbank, kalder dagens tal for endnu et tegn på, at inflationskrisen i Danmark er overstået. Og det kommer forbrugerne til gode.
- Det (inflationsniveauet, red.) er et ganske udmærket niveau, der efterlader masser af plads til fremgang i reallønnen for de danske forbrugere. Det ser ud til at fortsætte i den kommende tid, da der tegner sig et billede af, at inflationen stabiliserer sig i underkanten af to procent, skriver han i en kommentar.
Den Europæiske Centralbank (ECB) har et mål om en inflation på to pct. på mellemlang sigt. I Danmark fører Nationalbanken fastkurspolitik og sørger dermed for, at den danske kronekurs er fast over for euroen.
Dermed vil inflationen over tid være den samme i Danmark som i euroområdet. Man kan sige, at man i Danmark importerer den prisstabilitet, som ECB arbejder for.
Økonom forventer stigning i december
Også Palle Sørensen, som er cheføkonom i Nykredit, pointerer, at inflationen ikke længere er en trussel for danskernes købekraft. Han forventer dog, at inflationen vil tage et spring i december. Men allerede i januar, forventer han, at den igen vil falde markant.
- Og helt generelt må man bare sige, at den underliggende inflationsdynamik er svag i Danmark i øjeblikket. Så danskerne bør sove godt om natten vel vidende at inflationen formentlig forbliver lav de kommende par år, skriver Palle Sørensen i en kommentar.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.