
OPDATERET: Flere og flere danskere får solcelleanlæg på taget eller i haven. Sidste år blev der opsat knap 14.000 små private solcelleanlæg. Det er det højeste antal siden 2013, viser nye tal fra Vurderingsstyrelsen.
Også i 2022 var antallet højt, men de foregående otte år blev der årligt sat 2100-3200 solcelleanlæg op. Dermed er der de to seneste år opsat lige så mange private solcelleanlæg som de otte år før - tilsammen.
Den pludselige stigning er der dog en særlig forklaring på, hvis man spørger kontorchef for BBR Christopher Stryhn Møller.
- Det skyldes formentlig, at mange boligejere har reageret på de pludselige stigninger i elpriser i 2022 og en generel bekymring for forsyningssikkerheden, siger han i en pressemeddelelse.
I februar 2022 indledte Rusland sin invasion af Ukraine og begrænsede samtidig sin store gaseksport, hvilket bankede energipriserne op. Selv om den årlige opsætning altså er mere end firedoblet, er der dog langt op til det antal solcelleanlæg, som blev sat op i 2012.
Her var der gunstige støtteordninger, så knap 63.000 nye solcelleanlæg blev registreret i BBR-registreret. I alt er der registreret knap 130.000 små private solcelleanlæg.
Fart på udbredelse af solceller verden over
Globalt set er der fart på opsætningen af solceller, og ifølge den globale energitænketank Ember vil der i år blive opført tæt på 600 gigawatt solceller. Det er 29 pct. mere end sidste år - hvor der vel at mærke blev opsat 87 pct. flere end året før.
- Endnu en gang vokser solenergi hurtigere, end folk havde forventet, når den etablerer sig som den billigste kilde til strøm på verdensplan, siger Euan Graham, analytiker hos Ember, til AFP.
Et land fører an i den massive udvikling: Kina. Mere end halvdelen af al den solcellekapacitet, der opføres i år, ventes at være her.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.