Det senere års kraftige stigninger og udsving i elpriserne har påvirket danskernes valg af aftaler med deres elleverandører. Det fremgår af en ny undersøgelse gennemført i regi af den nordiske organisation for samarbejde mellem energiregulatorer, NordREG, oplyser Forsyningstilsynet i en pressemeddelelse.
- Forbrugernes øgede fokus på priserne og vilkårene i deres elaftaler kan siges at være en positiv sideeffekt af den ellers negative udvikling, vi har set i priserne som følge af en række udfordringer for den internationale el- og gasproduktion og krigen i Ukraine, siger Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt.
NordREGs undersøgelse omfatter i alt over 6000 besvarelser fra de fire nordiske medlemslande Danmark, Finland, Norge og Sverige. Ca. 1500 af dem er fra Danmark. Adspurgt til i hvilken grad de høje elpriser vil påvirke deres fremtidige valg af elaftale, svarer mere end halvdelen (56 pct.) af danskerne, at priserne vil påvirke deres valg af elaftale, mens kun 7 pct. svarer, at det ikke vil påvirke.
Da der er tale om nye spørgsmål indført netop som følge af de stigende priser, er det ikke muligt at sammenligne andelene med 2018, hvor NordREG gennemførte undersøgelsen sidst. Carsten Smidt vurderer dog, at der er tale om en forholdsvis markant andel, og at de stigende priser højst sandsynligt har haft en positiv effekt på danskernes prisbevidsthed.
- Forbrugernes bevidsthed om deres elaftaler og deres villighed til eventuelt at skifte selskab er i det hele taget vigtig og fuldstændig afgørende for det frie elmarkeds funktion, siger Carsten Smidt.
Ud over det store fokus på elaftalerne viser undersøgelsen også, at den største årsag til danskernes skift af elaftale inden for de sidste tre år har været for at spare penge. 48 pct. svarer således besparelser, mens andre forhold som at få en grøn kontrakt (16 pct.), og ændringer som f.eks. flytning (15 pct.) ligger længere nede på listen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.