DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Grønne millioner skal sikre endnu mere fjernvarme

Med en ny politisk aftale sikres flere penge til fjernvarmepuljen i år og næste år, så flere kuldsejlede fjernvarmeprojekter kan blive til virkelighed.
15. APR 2024 13.21
Energi
Gas

Da regeringen sammen med SF, De Konservative, Enhedslisten og De Radikale mandag præsenterede en aftale om udmøntningen af fem milliarder kroner i en grøn fond, stod det klart, at det ikke var alle prioriteringer, de var lige enige om. Men især et punkt i aftalen blev fremhævet af alle partier uden forbehold.

Nemlig at afsætte samlet 465 millioner kroner, så flere danske hjem kan få varmen uden at bruge naturgas. Pengene går til en forhøjelse af fjernvarmepuljen, hvor selskaber kan søge tilskud til fjernvarmeprojekter rundt om i landet. Der afsættes 265 millioner kroner i år og 200 millioner kroner i 2025.

- Med grøn dansk fjernvarme i radiatorerne gavner vi både klimaet og danskernes husholdningsbudget, siger finansminister Nicolai Wammen (S).?

Farvel til naturgas

I de senere år har mange boligejere udskiftet det gamle naturgasfyr med fjernvarme. Udskiftningen fik ekstra fokus og fart på efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, hvor der kom tårnhøje gaspriser og et stort politisk ønske om at gøre Europa uafhængig af russisk gas.

Sidste år kom 40.000 nye fjernvarmeforbrugere til, så fjernvarmen nu bruges i over 1,9 millioner boliger - eller tæt på syv ud af ti i landet.

Der var i forvejen sat 150 mio. kr. af i fjernvarmepuljen i år. Men fjernvarmeselskaberne havde søgt tilskud for 400 mio. kr. Det afsatte beløb svarer altså nogenlunde til de ansøgninger, der ikke fik penge i første omgang, fremhæver Kim Mortensen, direktør i brancheorganisationen Dansk Fjernvarme.

Ifølge aftalen kan alle, der forgæves har ansøgt om midler i år, få støtte, hvis de lever op til kriterierne.

- Nu kan vi få ro om udbygningen af fjernvarme alle de steder, hvor fjernvarmeselskaberne og boligejerne har stået i uvished om, hvorvidt de kunne sende gasfyret på pension eller ej, siger Kim Mortensen i en kommentar til aftalen.

Der kan gives op til 20.000 kroner per konvertering af olie- og gasfyr fra puljen.

Flere grønne tiltag

Aftalen om den grønne fond blev mandag kaldt "en grøn romkugle", fordi den er sammensat af en række initiativer på forskellige områder. Der sættes blandt andet penge af til at rense gammel jordforurening og fjerne PFAS, til klimatilpasning af danske hjem og til at rejse mere skov.

Partierne er også enige om at hæve dieselafgiften med 50 øre per liter fra 2025. Der kompenseres ved midlertidigt at sænke udligningsafgiften, som er en tillægsafgift, som ejere af dieselbiler betaler.

- Du kan mærke det ved, at det bliver lidt dyrere ved standeren. Til gengæld bliver din løbende betaling for at have en bil lidt mindre de første par år, siger klimaminister Lars Aagaard (M).

Som en del af aftalen er der også sat penge af til grøn omstilling af landbruget i form fremme af metanreducerende foder. Altså foder, der skal give køer mindre luft i maven og dermed sænke CO2-udledningen.

Frem mod 2030 er der øremærket 518 millioner kroner til det formål - heraf 146 millioner kroner i år.

Den del af aftalen forudsætter dog, at der er fundet en "samlet klimaløsning for landbruget" eksempelvis i forbindelse med de grønne trepartsforhandlinger, der er i gang i øjeblikket.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/groenne-millioner-skal-sikre-endnu-mere-fjernvarme

GDPR