DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
dbygning af sol- og vindkapaciteten i Europa har gjort elpriserne lavest i de tidlige eftermiddagstimer. (Arkivfoto).
Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Grønne energikilder gør det billigst at bruge strøm om eftermiddagen

I 2023 har det været billigst at bruge strøm fra klokken 13 til 15. Tidligere var strømmen billigst om natten.  
11. SEP 2023 9.15
Energi
Økonomi

Forbrugerne kan med fordel kigge mod de tidlige eftermiddagstimer, hvis de vil bruge strømmen, når den er billigst og grønnest. I 2023 har prisen på den gennemsnitlige kilowatt-time været lavest i tidsrummet mellem klokken 13-15. Her har gennemsnitsprisen ligget på omkring 0,47 øre, oplyser energiselskabet Norlys.

Det er en ny tendens, for går man tilbage til 2021, lå de billigste kilowatt-timer om natten, fortæller direktør for Norlys' energiforretning Mads Brøgger.

- Ændringen i priserne skyldes, at der er sket en stor udbygning af især sol- og vindkapaciteten i Europa. Samtidigt er Danmark i højere grad blevet forbundet med det europæiske energisystem, siger han.

Især Holland og Tyskland har udbygget landenes solenergi i de seneste år. Netop solcellerne producerer mest energi først på eftermiddagen, hvor solen for alvor brænder igennem.

Billigst i weekenden

Omlægger man sit energiforbrug til eftermiddagstimerne, er det særligt i weekenden, at der er penge at spare. Gennemsnitligt har markedsprisen på en kilowatt-time i 2023 ligget på 0,19 øre om søndagen klokken 14, hvor strømmen har været allerbilligst.

- Det skyldes, at industrien bruger mindre energi i weekenden, fortæller Mads Brøgger.

Han forventer, at tendensen med de særligt lave priser i weekenden er kommet for at blive. Dog vil man som energikunde i fremtiden formentlig se et større udsving i priserne på energi, tilføjer han.

- Derfor kommer vi også med en klar opfordring til, at man holder øje med energipriserne på vores hjemmeside eller vores app. Det er både godt for forbrugernes pengepung og for miljøet. Strømmen er nemlig typisk grønnest, når den er billigst, siger han.

Kunder følger fortsat med i elpriserne

Da elpriserne nåede rekordhøjder i 2022, lancerede flere energiselskaber apps, der havde til formål at oplyse energikunderne om de daglige energipriser. Det gjaldt for eksempel Norlys, men også energiselskabet Andel Energi.

Selv om elpriserne i dag ligger markant lavere, end da de nåede deres højeste i september 2022, har forbrugernes interesse i at følge elpriserne bidt sig fast. Det fortæller presseansvarlig i Andel Energi Rasmus Avnskjold.

- Over 900.000 forbrugere har Andel Energi-appen, som vi lancerede, inden prisstigningerne for alvor ramte. Appen har stadig i dag flere hundredtusinder aktive brugere, siger han.

Da energipriserne lå på deres højeste, tjekkede appens aktive brugere den 23 gange om måneden i snit.

- Inden sommerferien var det 17 gange om måneden. Faldet er sket i forbindelse med, at vi lancerede en push-funktion, hvor forbrugerne kan se elpriserne uden at gå ind i selve appen, forklarer han.

Elpriserne steg samlet set med 83 procent i 2022, oplyste Forsyningstilsynet i december. Hovedforklaringen på elprisens himmelflugt var stigende priser på gas, der blandt andet ramte i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.

I september sidste år besluttede et flertal i Folketinget at lave en vinterhjælpepakke, der skulle hjælpe forbrugerne igennem en tid med høje energipriser. Hjælpepakken fastsatte blandt andet, at afgiften på el skulle sænkes til EU's minimumssats i fra 1. januar 2023 til 1. juli 2023.


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/groenne-energikilder-goer-det-billigst-at-bruge-stroem-om-eftermiddagen

GDPR