
To gange inden for kort tid måtte hollandsk politi tage fat i den svenske klimaaktivist Greta Thunberg og føre hende væk fra en klimademonstration i storbyen Haag i Holland. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Greta Thunberg blev i første omgang tilbageholdt i kort tid af det lokale politi sammen med andre demonstranter fra klimaaktivistgruppen Extinction Rebellion, da de forsøgte at blokere en stor motorvej i Haag.
Med det samme hun blev løsladt, sluttede hun sig til en anden mindre gruppe demonstranter, der forsøgte at blokere en anden vej, der leder hen til en togstation.
Her trådte politiet til for anden gang og tilbageholdte den unge klimaaktivist for efterfølgende at køre hende væk fra stedet i en politibil. Klimaaktivisterne, der lørdag var samlet i Haag, forsøgte at blokere A12-motorvejen i storbyen.
Demonstrationer mod olie- og gasindustrien
De seneste måneder er vejen blevet blokeret flere gange af demonstranter i flere timer ad gangen. Formålet med demonstrationerne ledt an af Extinction Rebellion er, at opråbe Hollands regering.
Demonstranterne kræver, at regeringen stopper den statslige støtte til olie- og gasindustrien, skriver nyhedsbureauet AFP.
Med sig havde demonstranterne bannere, hvor der blandt andet stod "Planeten dør".
- Det er vigtigt at demonstrere i dag, fordi vi lever i en undtagelsestilstand (i forhold til klimaet, red.), siger Greta Thunberg til en journalist fra AFP.
- Vi må gøre alt for at undgå den krise og redde menneskeliv, fortsætter hun.
Journalisten fra AFP så, at mindst en anden demonstrant blev ført væk fra demonstrationen og sat ind i en politibil.
Det er gruppen Extinction Rebellion, der står bag lørdagens protestaktion. Gruppen har tidligere meddelt, at den vil fortsætte med protesterne, så længe Hollands regering bruger skatteydernes penge til at støtte olie og gas.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.