
Der er høje forventninger fra de danske politikere til at CCS skal være en af de veje til, der muliggør Danmarks CO2-reduktionsmål. Og nu er det således besluttet at uddele i alt 272 mio. kr. i støtte til to lagringsprojekter i Nordsøens danske oliefelter. Det oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i en pressemeddelelse.
Selvom det ikke er det projekt, der vurderes at have størst lagringspotentiale, er største støttemodtager alligevel Project Greensand, med INEOS Oil & Gas Danmark som hovedansøger. Greensand projektet får i alt 197 mio. kr., mens Bifrost med TotalEnergies som hovedansøger modtager 75 mio. kr.
Projektet Bifrost har meldt ind, at der potentielt fra 2027 kan lagres 3 mio. ton pr. år CO2, og Greensand har meldt ind, at der potentielt fra 2025 kan lagres op til 1,5 mio. ton CO2 pr. år. Bifrost forventer på sigt at kunne lagre op til 16 mio. ton CO2 pr. år, mens Greensand forventer at kunne lagre op til 8 mio. ton CO2 pr. år.
Støtten skal gå til at igangsætte forberedelsen af CO2-lagring i Nordsøen i oliefelterne Harald og Nini. Projekterne begynder i 2022, og vil potentielt have et samlet lagringspotentiale på hele 24 mio. tons CO2 om året.
- Der er behov for nytænkning og innovation, hvis vi som verden skal lykkes med at bekæmpe klimaforandringerne. Det er projekter som disse, der markerer vendepunktet fra sort til grøn. Vi har sat et stop for fremtidige udbudsrunder og en slutdato for olieeventyret. Nu vil vi inden længe kunne pumpe CO2 tilbage i undergrunden, siger klimaminister Dan Jørgensen.
Penge fra Nordsøaftalen
Pengene til støtten kommer fra Nordsøaftalen fra december sidste år, her blev der afsat 200 mio. kr. til udvikling og demonstration af CO2-lagring i Nordsøen.
Derudover har Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram valgt at afsætte yderligere 75 mio. fra EUDPs generelle pulje kr. til CO2-lagring i Nordsøens oliefelter.
- Vi har valgt to projekter med høj kvalitet, som går til opgaven med at lagre CO2 i Nordsøens undergrund med to forskellige metoder. Det er vigtigt ikke at lægge alle æg i en kurv, på dette stadie for CO2-lagring. De store tilsagn har kun været muligt, fordi vi har haft en særpulje, som blev besluttet i forbindelse med Nordsøaftalen, siger Anne Grete Holmsgaard, formand for EUDPs bestyrelse.
Fakta om projekterne:
- "Project Greensand" består af INEOS Oil & Gas Danmark som hovedansøger samt 28 projektdeltagere, hvoraf følgende deltagere har et væsentligt bidrag. Wintershall Dea, INEOS Oxide Antwerp, Semco Maritime, Maersk Drilling og Blue Water Shipping.
- "Bifrost" består af TotalEnergies (som er en del af DUC - Dansk Undergrunds Consortium) som hovedansøger samt DTU (DHRTC og DTU Management) og Ørsted som projektdeltagere.
- "Project Greensand" fokuserer på CO2-lagring i Nini-feltet, mens "Bifrost" fokuserer på Harald-feltet.
"Project Greensand" inddrager hele værdikæden fra fangst, transport og lagring, og projektorganisationens 29 projektpartnere dækker aktører fra hele kæden. - Projekt "Bifrost" omhandler udelukkende selve lagringen, og projektorganisationen er derfor fokuseret til 3 nøglepartnere inden for lagring.
Kilde: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.