Green Power Denmark ønsker slutdato for elafgiften i finansloven
Green Power Denmark vil have så lav en elafgift som muligt. (Arkivfoto.)
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Green Power Denmark ønsker slutdato for elafgiften i finansloven

Nedsættelsen af elafgiten til EUs minimumstakst er et af 33 forslag til finansloven, som erhvervsorganisationen kommer med.
21. SEP 2023 11.15

I starten af 2023 kunne danskerne som følge af en aftale i Folketinget glæde sig over, at elafgiften var sat ned til EU mindste takst på 0,8 øre/kWh. Men nu er er afgiften igen tilbage på 69,7 øre/kWh, og det huer langt fra Green Power Denmark, der er talerør for den danske energisektor.

I et idékatalog med indspark til finansloven for 2024 er et udfasning af elafgiften højest på ønskelisten hos erhvervsorganisationen.

- Elafgiften er fra den tid, hvor elektriciteten blev produceret af olie og kul. I dag kommer det meste strøm fra vindmøller og solceller, og vi er i gang med at få hele vores samfund til at køre på elektricitet. Derfor virker afgiften stik mod hensigten, siger Kristian Jensen, adm. direktør i Green Power Denmark.

Strøm produceret af fossile brændsler er omfattet af EU’s kvotemarked, og fra 2025 bliver det også pålagt en dansk CO2-afgift. Så den sorte strøm vil fortsat være beskattet, påpeger Green Power Denmark.

Organisationen opfordrer politikerne til at sænke elafgiften med omkring 10 øre pr. kWh om året, så den i 2030 er på EU’s minimumssats. Til den tid vil al den strøm, vi forbruger i Danmark, komme fra vedvarende energikilder.

Mange flere forslag

Energiafgiften er dog ikke det eneste, som finansloven bør tage fat på, hvis det står til Green Power Denmark. Organisationen håber også, at finansloven vil tage fat på at løse udfordringerne med mangel på arbejdskraft. Green Power Denmark anslår, at der er brug for omkring 45.000 ekstra årsværk om året til den grønne omstilling.

Green Power Denmark foreslår, at der bliver afsat 10 millioner kroner i 2024 til et partnerskab, som skal sikre arbejdskraft til den grønne omstilling. 

En anden stor opgave, som Green Power Denmark ser i de kommende år, bliver at få opført flere vindmøller og solceller på land. Green Power Denmark vil skubbe på udviklingen ved at give opstillerne færre økonomiske byrder, og kommuner, som lægger jord til den vedvarende energi, skal have større økonomisk fordel af det.

- Kommuner, som tager ansvar og giver plads til vindmøller og solceller, bliver desværre ikke belønnet tilstrækkeligt for det. Politikerne bør finde en model, så kommunerne i højere grad får lov til at beholde de skatteindtægter, der bliver skabt fra produktionen af den grønne energi, siger Kristian Jensen.

I alt har Green Power Denmark 33 konkrete forslag til finansloven for 2024. Erhvervsorganisationen inddeler selv forslagene i syv temaer: 1. Sikker omstilling til et elektrisk Danmark: Udfasning af fossile brændsler, 2. Tempo på vedvarende energiproduktion i sameksistens med naturen, 3. Et stærkt elnet til et elektrisk Danmark, 4. Power-to-X og en styrket grøn industri, 5. Fremme af grøn forskning og udvikling, 6. Flere hænder og hoveder til den grønne omstilling og 7. Yderligere indsatser.

Alle Green Power Denmarks forslag til finansloven kan læses her.  

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet