FN-chefen António Guterres anklager onsdag verdens største fossile brændstofselskaber for ikke at ville opgive en forretningsmodel, der ifølge Guterres er inkompatibel med menneskehedens overlevelse. Det sker i en opsang ved det store økonomiske topmøde i den schweiziske alpeby Davos.
- Denne sindssyge hører til i science fiction, selv om vi ved, at nedsmeltningen af økosystemet er videnskabelig fakta, siger han ifølge avisen The Guardian.
Mødet er arrangeret af Verdens Økonomiske Forum (World Economic Forum - WEF). Afsløringer af, at det amerikanske olie- og gasselskab ExxonMobil i 1970'erne var klar over, at dens kerneprodukt "bager planeten", sammenligner han med, at tobaksselskaber har vidst, at rygning fører til kræft.
Behovet for at kickstarte den globale indsats for at forhindre en stigning af temperaturer verden over med 1,5 grader som aftalt under Parisaftalen er et af hovedtemaerne i Davos. Det er ifølge FN's klimapanel (IPCC) forventningen, at vi rammer 1,5 graders temperaturstigningen allerede i begyndelsen af 2030'erne. I slutningen af 2040'erne ser vi ud til at nå en stigning på 2,0 grader.
Skeptisk overfor virksomheders løfter
FN-chefen er dog skeptisk over for de løfter, mange virksomheder har givet for at bidrage til en CO2-neutral virkelighed. I Davos sammenligner han netop de løfter med greenwashing, hvor virksomheder markedsfører sig selv som mere bæredygtige, end de egentlig er.
- Kampen om at overholde grænsen på 1,5 grader kommer til at blive vundet eller tabt i dette årti. På vores vagt. Mine venner, lige nu taber vi den kamp, siger António Guterres.
Han fremhæver dog også, at flere og flere virksomheder forpligter sig til at være CO2-neutrale, men at det kræver det fulde engagement fra den private sektor for at komme i mål.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.