DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Flere omkommer ved drukneulykker i danske havne

Ifølge projektchef i TrygFonden er det for tidligt at sige, om stigning i drukneulykker i havne er tilfældig.  
2. JAN 2023 11.25
Havne
Sikkerhed

Der er de seneste to år sket en stigning i antallet af personer, der drukner i danske havne.  Ifølge TrygFonden omkom 15 personer sidste år ved at drukne i en havn, og en foreløbig opgørelse viser, at mindst 20 personer i år er omkommet i drukneulykker i havne.  Det fortæller René Højer, der er projektchef for vandsikkerhed i TrygFonden. 

- Dér ser vi desværre en stigning de seneste to år, og i år er der faktisk mere end 20, der er druknet i danske havne. Det er nærmest en fordobling i drukneulykker, og det er rigtig trist, siger han. 

Fra 2011 til og med 2020 omkom i gennemsnit lidt over 11 personer om året ved drukneulykker i danske havne.  Det er endnu ikke muligt at komme med et kvalificeret bud på, hvorfor antallet af drukneulykker i havne er steget. 

- Nej, det kan vi desværre ikke. Vi har ikke nogen gode bud på, hvorfor tallene har været stigende. Vi håber selvfølgelig, at det er en tilfældighed, så de falder igen. Men det kan kun fremtiden vise, siger René Højer. 

Vil have mere viden

På hjemmesiden med navnet "Respekt for vand" opfordrer TrygFonden mennesker, der har prøvet at falde i havnen, til at udfylde et spørgeskema og fortælle om, hvordan de faldt i havnen, og hvordan de blev reddet. 

- Vi ved med drukneulykker i havne, at de altid sker ved et uheld. For ved de ulykker, der er ved havne, havde man ingen intention om at skulle i vandet, som hvis man bader ved en strand, siger René Højer.

- Man er typisk gået langs havnen, og lige pludselig ligger man i vandet. Det vil sige, at det altså er sket ved et uheld.

- Derfor spørger vi dem i befolkningen, der har prøvet at falde i vandet i en havn, hvad skete der, før I faldt i vandet, og hvordan blev I reddet op? Den viden vil være guld værd for os, så vi kan bruge den forebyggelsesmæssigt, siger han.

Fra 2001 til og med 2020 omkom i alt 276 personer ved drukneulykker i danske havne. Hele 255 var mænd, mens 21 var kvinder. 


/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/flere-omkommer-ved-drukneulykker-i-danske-havne

GDPR