Firkløver vil lade droner i stedet for skibe forsyne havvindmøller
Brug af droner har stort potentiale i offshore vindindustrien. Derfor samarbejder ESVAGT, Upteko, Syddansk Universitet og Siemens Gamesa i innovationsprojektet FOD4Wind om at levere værktøj og reservedele direkte til teknikeren på havvindmøllens nacelle.
Foto: Energy Cluster Denmark

Firkløver vil lade droner i stedet for skibe forsyne havvindmøller

Siemens Gamesa, Esvagt, Upteko og Syddansk Universitet arbejder sammen om Flexible Offshore Drone for Wind (FOD4Wind), hvor droner nedetider på havvindmøller skal reduceres ved hjælp af droner.
31. JAN 2023 11.45

Fremtidens havmølleparker skal ikke bare være større og bestå af endnu højere og kraftigere vindturbiner; de skal også være billigere og mere effektive i drift. Det skal bl.a. sikres gennem kortere nedetider, når der fejl på møllerne. 

- Fra 1990 og frem til i dag har vi reduceret 20 procent af CO2en. I løbet af de næste 30 år skal vi reducere yderligere 60 procent. Det betyder, at vi skal være tre gange så aggressive for at nå vores mål, og det er en fundamental ændring. Derfor skal servicering af vindmøller industrialiseres, siger Lars Holm Nielsen, som er Head of R&D Service Operations i Siemens Gamesa.

Automatiserede droner er et godt bud på en del af den industrialisering, og det arbejder en partnerkreds bestående af Siemens Gamesa, ESVAGT, Upteko og Syddansk Universitet i regi af Energy Cluster Denmark om at løse, oplyser sidste nævnte i en meddelelse.

I innovationsprojektet Flexible Offshore Drone for Wind (FOD4Wind) vil man reducere nedetid, CO2-udledning og omkostninger til service betydeligt ved at placere droner på parkens vindmølleserviceskib – et såkaldt SOV – og programmere dronerne til at levere reservedele og værktøj direkte fra skib til teknikerne i møllen.

I dag overføres reservedele med SOV, hvilket selv med omhyggelig planlægning tager lang tid og kun vil tage længere tid i takt med, at parkerne bliver større.

- Kan vi erstatte sejlads med droneflyvninger fra større skibe, så sparer man mange af turene rundt i vindmølleparken. Det er der et stort potentiale i – både i tid og i CO2-udledning, siger Benjamin Meinertz, partner i Upteko.

Upteko programmerer de fuldautomatiske droner, som skal lette fra Esvagt skibe og fragte grej og værktøj til havvindmøllens nacelle. Droner vil herudover kunne udføre andre opgaver fra skibet – noget, Esvagt ser stort potentiale i.

- Pakkeleverancer har stort potentiale, men derudover kan innovationsprojektet f.eks. også være med til at flytte inspektion af møller fra at være en manuel proces til at være automatiseret. Det vil give en hurtigere og meget mere præcis måling, siger Nils Overgaard, som er Head of Special Projects i Esvagt.

Kan reducere omkostninger markant

Lykkes man med fuldt autonom vindmølleinspektion og pakkeleveringer af fx værktøj ved hjælp af droner og faste ladestationer på SOV’er, vil effekten da også være markant.

Dronerne kan bruges til flere forskellige formål og vil både reducere omkostninger og CO2-udledninger. Baseret på 70 installerede ladestationer med droner vil effekten årligt i 2030 være reduceret nedetid på 12.250 timer, 13.000 tons CO2-reduktion, en forøget energiproduktion med 39.200 MWh, reducerede omkostninger til service med 424 mio. kr. og øget beskæftigelse på 180 medarbejdere.

- Vores business case er positiv – både når det gælder leverancer og måske også inspektion af havvindmøller. Ved at bruge droner til vedligehold af vores vindmøller kan vi både reducere vores omkostninger og vores miljømæssige aftryk, siger Lars Holm Nielsen. 

Projektet er støttet af Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) og har et samlet budget på 17 mio. kroner. Det er tidligere støttet af EU’s Regionalfond. Det løber til udgangen af 2024. 

amp

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet