DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Fem partier indkalder klimaminister til forespørgselsdebat

De fem partier fra både rød og blå blok var utilfredse med klimaministerens svar på torsdagens samråd.
31. MAR 2023 9.15

En klimaalliance på fem partier fra både rød og blå blok indkalder nu klimaministeren og Folketinget til forespørgselsdebat om regeringens klimaindsats.

Det sker oven på et samråd torsdag med klimaministeren, efter at Klimarådet i februar dumpede regeringens klimaindsats. De fem partier er Enhedslisten, Konservative, SF, Alternativet og Radikale Venstre.

- Det er tredje år i træk, at Klimarådet dumper regeringens klimaindsats. Så er det altså barokt, at man stadig skal høre på sådan en gang sniksnak fra klimaministeren. Jeg er glad for, at vi kan sende et samlet grønt opråb fra både røde og blå partier, siger Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen.

Klimarådet, der består af uafhængige rådgivere, udgav i februar sin årlige vurdering af klimaindsatsen, hvor de kritiserede regeringens indsats. Selv om der er anvist en vej mod at indfri de danske klimamål, mente rådet, at der er så store risici, at vejen er anskueliggjort.

- Jeg anerkender, der vil være risici på vejen mod 2030. Jeg forventer sågar, at rådet også vil kunne pege på risici igen, når de udgiver næste rapport. Den politiske opgave er løbende at reducere de risici, sagde klimaminister Lars Aagaard torsdag i et samråd.

Savner handling

Der var dog langt fra tilfredshed med ministerens svar på samrådet fra flere af oppositionspartierne. De Konservative savner klare svar på, hvordan regeringen har tænkt sig at nå klimamålene.

- Vi kommer aldrig i mål på den her måde. Ministeren siger godt nok, at han føler sig sikker, at han kan mærke det, og at vi må tage hans ord for det. Men vi skal ikke tro. Vi skal vide. Vi har ikke brug for flere ord. Vi har brug for handling, siger Mona Juul, klimaordfører for De Konservative.

Og netop handling savner man også hos SF, der mener, at det halter med at opnå klimamålene.

- Jeg forventer nu ovenpå den markante kritik fra Klimarådet, at klimaministeren kommer med klare svar og har forslag med til at sætte farten op på den grønne omstilling, siger partiets klimaordfører, Signe Munk.

- Det gælder i særdeles på landbrugsområdet.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/fem-partier-indkalder-klimaminister-til-forespoergselsdebat

GDPR