
Forsvarets Efterretningstjenestes (FE) årlige rapport om truslerne mod Danmarks sikkerhed, "Udsyn", er dyster læsning. Efter et år med voldsomme udviklinger i flere verdensdele, herunder krigen i Ukraine, som har varet snart tre år, stiger de sikkerhedspolitiske spændinger. Der er hele tiden nye trusler at forholde sig til. For Danmark og for Vesten.
- Det samlede trusselsbillede, Danmark står overfor, er derfor alvorligere, end det har været i mange år, skriver FE's fungerende chef, Svend Larsen, i rapporten.
Anja Dalgaard-Nielsen, efterretningschef hos FE, uddyber over for Ritzau:
- Den forandring, vi først og fremmest lægger vægt på, er, at Rusland har skruet op for sin risikovillighed. De ønsker at sætte en stopper for støtten til Ukraine, og de har en forestilling om at have ret til at dominere i det postsovjetiske område, siger hun.
FE skriver i rapporten, at truslen fra russisk sabotage, herunder cybersabotage, er øget. Det gælder blandt andet mod mål med forbindelse til den danske støtte til Ukraine. Dertil kan der komme et billede, hvor Rusland optræder mere truende mod Danmark og de andre Nato-landes militære fly og skibe.
- Det medfører en risiko for misforståelser og mindre sammenstød både i Østersøen og i Arktis, står der i rapporten.
Ingen nuværende trussel om militære angreb
Godt nok er der for nuværende ikke en trussel om regulære militære angreb på Danmark. Men den militære trussel mod Nato generelt vil stige.
- De trusler, der er rettet mod Vesten, er også typisk rettet mod os (Kongeriget Danmark, red.). Vi forventer, at spændingerne vil stige. I Østersøen, i vores nærområde, og det samme gælder i Arktis, siger Anja Dahlgaard-Nielsen.
Danmark er et interessant land i den forbindelse. Vi er medlem af Nato, vi er teknologisk avancerede, og Rusland har, som Anja Dalgaard-Nielsen påpeger, stor interesse i Arktis, herunder Grønland, som hører til Rigsfællesskabet.
Desuden vil det russisk-kinesiske samarbejde skabe udfordringer. Begge lande ønsker at reducere den vestlige indflydelse på global politik, og de to lande finder i stigende grad sammen om fælles mål.
- Kina har en solid hånd i ryggen i forhold til Ruslands krig i Ukraine. På den måde spiller Kina en rolle, siger hun.
FE tror dog ikke på en fuldtonet alliance mellem Kina og Rusland. Kina har omfattende økonomiske investeringer i Vesten, og det blokerer.
- De er først og fremmest forenet af, at de ikke deler vores demokratiske og liberale værdier, siger Anja Dalgaard-Nielsen.
Statsminister ser alvorlig på trusler
Rapporten kommer, kort efter at statsminister Mette Frederiksen (S) har givet interviews til flere aviser, hvor hun understreger alvorligheden af de trusler, der banker på. Vi bør udskifte fredsmentaliteten med en beredskabsmentalitet, lød det eksempelvis til Weekendavisen 12. december.
- Man skal forstå, at man i Rusland så at sige har fået 'krigens mindset'. Det mener jeg ikke, at vi skal have. Men vi skal indstille os på, at verden er en anden. Det betyder, at vi skal fortsætte oprustningen af vores eget forsvar. Europa skal være i stand til at forsvare sig selv, sagde hun til Weekendavisen.
Anja Dalgaard-Nielsen understreger, at danskerne ikke skal være bange i dagligdagen, selv om rapporten kan forekomme dyster. Frygt er et dårligt udgangspunkt for at handle, siger hun:
- Men vi skal være realistiske. Der er lige nu ingen trussel om et regulært militært angreb på Danmark. Men i takt med at Rusland opruster, vil der være en stigende trussel mod Nato. Og derfor bliver vores partnerskaber og alliancer afgørende. Rusland ønsker ikke en krig mod et stærkt og samlet Nato, siger hun.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.