Inflationen i de lande, som har euroen som valuta, blev i marts opgjort til 6,9 pct.. Det bekræfter EU's statistikkontor, Eurostat, onsdag formiddag.
Faldet skyldes blandt andet, at energipriserne fortsætter med at falde, viser opgørelsen. Inflationen ligger dog fortsat på et højt niveau, og derfor skal den falde en del mere, inden Den Europæiske Centralbank (ECB) kan ånde lettet op. Det mener Allan Sørensen, cheføkonom hos erhvervsorganisationen Dansk Industri.
- Der er fortsat langt ned til ECB's ambition om prisstigninger på cirka to pct. årligt, siger han i en kommentar.
Til sammenligning blev inflationen i eurozonen opgjort til 8,5 pct. i februar. For den såkaldte kerneinflation går det den anden vej, og det er en tendens, som bekymrer økonomen. Den var oppe på 5,7 pct. i marts fra 5,6 pct. måneden før.
Nogle økonomer kigger ofte på kerneinflationen, fordi det giver et indtryk af, hvor bredt inflationen har spredt sig i samfundet. Her fraregnes prisudviklingen på energi- og ikkeforarbejdede fødevarer. Når kerneinflationen stiger, vil forbrugere opleve, at flere af de varer, de køber, er steget i pris.
- Der kommer en ny rentestigning på det næste rentemøde i ECB, siger Allan Sørensen.
Rentestigninger skal suge tempo ud af økonomien og hjælpe med at bringe inflationen ned på to pct. igen.
- Ud over rentestigninger vil de lavere råvarepriser og fragtrater også hjælpe med at få inflationen ned igen, siger han videre.
For samtlige EU-lande var inflationen 8,3 pct. i marts mod 9,9 pct. i februar. Det er fortsat de baltiske lande og Ungarn, som kæmper med voldsomme inflationsniveauer. For Ungarn blev inflationen opgjort til at være 25,6 pct. i marts.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.