DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Fald i britisk inflation skubber til forventning om rentesænkning

Inflationen har nået målsætningen på to pct. i Storbritannien. Nyt rentefald kan være på vej, siger økonom.  
16. OKT 2024 9.33
Energi
Økonomi

Inflationen i Storbritannien er faldet til det laveste niveau siden april 2021. Officielle data viser onsdag, at den britiske inflation blev opgjort til 1,7 pct. i september. Måneden før lød den på 2,2 pct.

Det er godt nyt for de britiske forbrugere, skriver Kim Blindbæk, der er seniorøkonom hos Sydbank, i en kommentar. Den faldende inflation er ikke nødvendigvis et udtryk for, at det bliver billigere for forbrugerne. Men de kan glæde sig over, at priserne ikke stiger med samme hast som tidligere.

Og så har de formentlig også udsigt til, at renten sænkes igen i nærmeste fremtid, vurderer seniorøkonomen. I begyndelsen af august valgte den britiske centralbank, Bank of England, at sænke renten for første gang i fire år til fem pct..

- Vi vurderer, at Bank of England vil sænke renten med yderligere 0,25 procentpoint på rentemødet i næste måned, siger Kim Blindbæk.

En af de primære årsager til den høje inflation var de stigende energipriser.

Kan hjælpe dansk eksport

I kampen mod de voldsomme prisstigninger valgte den britiske centralbank, Bank of England, på lidt over halvandet år at hæve renten fra 0,1 pct. til 5,25 pct..

De seneste måneder har inflationen dog nået et niveau, der ligger omkring målsætningen på to pct. Allan Sørensen, der er cheføkonom hos Dansk Industri, bakker op om, at inflationsrapporten peger mod en ny rentesænkning.

- Lavere renter vil hjælpe med at sætte lidt mere fart på britisk økonomi. Mere fart på britisk økonomi vil også være en hjælp til dansk eksport, siger Allan Sørensen i en kommentar.

Storbritannien er Danmarks fjerdestørste eksportmarked. Briterne køber danske varer og tjenester for over 110 mia. kr. om året ifølge Allan Sørensen.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/fald-i-britisk-inflation-skubber-til-forventning-om-rentesaenkning

GDPR