
Der var godt gang i hjulene i energikoncernen Ewii i 2023. Samlet leverede koncernen et overskud efter skat på 426 mio. kr., hvilket kun er set højere i rekordåret 2019. Det oplyser Ewii i en pressemeddelelse.
- 2023 var et godt år for Ewii Koncernen, og vi er tilfredse med resultatet, som især viser, at vi har haft godt styr på vores drift. Vi har fået etableret en række systemer og processer - og det har givet god kontrol i forretningen, hvor vi står stærkt i vores infrastrukturforretning og har vind i sejlene kommercielt, siger Lars Bonderup Bjørn, administrerende direktør i Ewii Koncernen.
Målt på omsætning gik Ewii dog en smule tilbage, til 3,2 mia. kr. mod knap 3,5 mia. kr året før.
Breder sig geografisk og forretningsmæssigt
Elektrificering og grøn omstilling har sat sit præg på Ewii Koncernen det seneste år, hvor det har resulteret i god fart i forretningsområder med udbygning af elnet og fjernvarme og ikke mindst opsætningen af ladestandere til elbiler på tværs af landet.
- På ladeområdet er vores netværk af offentligt tilgængelige ladestandere vokset hurtigt, især styrket af at vi i løbet af året vandt adskillige kommunale udbud, siger Lars Bonderup Bjørn.
2023 blev også året, hvor Ewii lancerede et stort sats på batteriområdet. Koncernen er i færd med at etablere en kapacitet på 47MW/63MWh via batterianlæg både Øst og Vest for Storebælt – blandt andet er Danmarks hidtil største batteri under opførelse på Bornholm, og illustrerer koncernens engagement i den grønne omstilling.
Ewii er hjemmehørende i Trekantområdet. I løbet af 2023 blev koncernens landkort dog udvidet i både ind- og udland. I marts overtog Ewii den forskningsbaserede virksomhed FlexShape, der har base i Kolding og Litauen, og med etablering af et kontor i Lyngby er energikoncernen nu repræsenteret i Kolding, Rønne, Aalborg, Odense, København, Vejle og Vilnius.
Forretningsmæssigt har Ewii også udvidet geografisk og er nationalt til stede med alle sine kommercielle forretninger.
Forventer vækst i 2024
I 2024 forventer Ewii at fortsætte med at levere innovative grønne løsninger og bæredygtig vækst på tværs af sine forretningsområder. Koncernens nok vigtigste bidrag i disse år er det perspektiv, der hedder sektorkobling. Overskuddet regner virksomheden dog med bliver lavere og ender i spændet 75-100 mio. kr.
- Vi er ikke alene engageret i løsningen af klimaproblemer, men også i hele miljøsiden, hvor især vores vandforretning mærker konsekvenserne af tidligere tiders forureninger, siger Lars Bonderup Bjørn.
Hele regnskabet kan læse her.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.