DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Mange kystnære havvindmølleparker blev lagt i graven med havplanen, som for nyligt blev vedtaget i Folketinget. (Arkivfoto.)
Morten Rasmussen/Biofoto/Ritzau Scanpix

European Energy fordyret energiø bør få politikere til at genoverveje åben dør-ordning

Mandag modtog udvikleren European Energy officielt afslag på seks havvindmølleprojekter under åben dør-ordningen fra Energistyrelsen. Men de økonomiske udfordringer med energiøen i Nordsøen bør få politikerne til at genoverveje ordningen, mener udvikleren
4. JUL 2023 12.37
Offshore
Politik

Da Folketinget for nyligt blev enige om en havplan for de danske farvande blev det udspecificeret i planen, at en række havvindprojekter under åben dør-ordningen ikke ville blive godkendt. 

Derfor kom det heller ikke som den store overraskelse for European Energy, at selskabet mandag fik officielt afslag fra Energistyrelsen på de kystnære vindmølleprojekter, som selskabet i midten af 2022 ansøgte om at etablere. Alligvel er der stor ærgrelse hos udvikleren.

- Det er en brandærgerlig udvikling, at vi nu må konstatere, at vi alligevel ikke kan få lov at udvikle kystnære havvindmølleprojekter i samarbejde med en række ambitiøse kommuner i Vandkantsdanmark, siger Andreas Karhula Lauridsen, chef for havvind hos European Energy, i en meddelelse.

For European Energy betyder lukningen af åben dør-ordningen, at selskabet må vinke farvel til realiseringen af seks projekter i Guldborgsund, Stevns, Lolland, Tønder, Frederikshavn (ved Skagen) og Hjørring kommuner.

Dyr energiø bør få politikerne til at genoverveje 

I februar satte Energistyrelsen sagsbehandlingen af alle projekter under åben dør-ordningen på pause for at afklare, hvorvidt ordningen er i overensstemmelse med EU-retten. Siden har en række projekter fået genoptaget sagsbehandlingen, men under præsentationen af havplanen blev det klart, at regeringen ikke ønsker at tillade udviklingen af de resterende 24 havvindmølleprojekter heriblandt altså flere fra European Energy.

Siden præsentationen af havplanen har udviklere som European Energy ventet på en officiel begrundelse for beslutningen. Energistyrelsen begrunder afgørelsen med, at der i den nye havplan ikke udlægges nye arealer til kommercielle projektansøgninger i åben dør-ordningen. Men den begrundelse giver European Energy ikke meget for.

- Vi er kede af denne proces, hvor projekter først sættes i bero med argumentet om, at de kan være i strid med EU-retten for så efterfølgende at få et afslag, fordi der politisk ikke er ønske om at fremme de lokale havvindprojekter. Det er for os en meget ærgerlig udvikling, især i lyset af en politisk aftale fra 2021, som kom frem til det modsatte resultat, nemlig at kommunerne reelt fik vetoret og altså mulighed for at udnytte deres lokale havvindressourcer, hvilket en lang række kommuner i god tro valgte at gøre. Det er ikke bare flere års spildt arbejde for os, men også et gedigent tilbageskridt for den grønne omstilling, siger Andreas Karhula Lauridsen.

Ifølge European Energy bør de aktuelle udfordringer med energiøerne, senest i sidste uge, hvor Energiø Nordsøen blev sat i bero føre til, at politikerne genovervejer deres beslutning.

- Vi står over for en kolossal opgave med at omstille samfundet, og hvis vi som land skal tage ansvar for vores globale aftryk i klimakrisen, så kan vi faktisk ikke få nok projekter søsat til at levere grøn strøm. I lyset af de store udfordringer som energiøerne medfører, så er det en forkert beslutning af lukke åben-dør-projekterne ned, inden vi overhovedet har undersøgt, om de ville kunne spille positivt ind i den grønne omstilling, siger Andreas Karhula Lauridsen.

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/european-energy-fordyret-energioe-boer-faa-politikere-til-at-genoverveje-aaben-doer-ordning

GDPR