DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Deloitte:
Europa kan høste milliarder på den grønne opstilling

Europas vej mod klimaneutralitet i 2050 kan vise sig at blive meget indbringende, viser ny analyse fra Deloitte.
29. OKT 2021 14.05
Klima
Økonomi

Den grønne omstilling er en god forretning, og især Europa står i en gunstig position, til at høste frugterne. Europa kan således blive den første verdensdel, der kan høste de økonomiske fordele af den grønne omstilling, som alene i 2070 forventes at gøre regionen hele 730 mia. euro rigere, viser en ny analyse fra Deloitte Economics Institute, som består af 200 makroøkonomer fra hele verden.

Europas favorable position skyldes blandt andet i forhold til den eksisterende infrastruktur og regionens styrkeposition inden for green tech. Der er dokumentation for, at regioner, der tidligt og hurtigt formår at omstille sig til en grøn produktion vil være vinderne i en lavemissionsøkonomi.

- Den grønne omstilling er en god investering! Vi hører ofte om, hvor dyrt det er at kæmpe imod klimaforandringerne og opnå klimaneutralitet, men i virkeligheden kigger europæiske ledere ind i et attraktivt investeringsscenarie, som vil efterlade vores børn og børnebørn både sikrere og rigere, hvis vi vel at mærke handler nu, siger Majbritt Skov, der er leder af Deloitte Economics i Danmark i en pressemeddelelse.

Omkostningerne ved at leve op til den europæiske grønne pagt vil ifølge analysen årligt koste 175 mia. euro, svarende til 0,7 pct. af Europas BNP, frem til 2050, hvor der vil være et økonomisk vendepunkt. Herefter vil de økonomiske gevinster ved den grønne omstilling vokse år for år – i 2070 vil de udgøre 730 mia. euro. Dette svarer til Danmarks og Norges nuværende BNP lagt sammen.

For dyrt at lade være

Majbritt Skov påpeger, at selvom der kan være en vis usikkerhed forbundet med prognoser, viser følsomhedsberegninger, at modellen skal afvige meget, før omstillingen vil være en dårlig forretning.

- Vi skal huske på, at selvom der kan være en vis usikkerhed om den specifikke gevinst, er det helt sikkert, at der vil være betragtelige omkostningerne ved ikke at håndtere klimakrisen, siger hun.

Mens Europas økonomiske gevinst ved den grønne omstilling er betydelig, er prisen for manglende handling tilsvarende høj. Det skyldes blandt andet, at 80 procent af den nuværende europæiske økonomi befinder sig i den kategori, som har den højeste risiko for at lide skade af klimaforandringer. Dertil kommer den skade som øgede vandstande og varmere temperaturer har på sundhed, produktivitet, og velvære.

Derfor kan det nærmest være for dyrt at lade være med at sætte gang i omstillingen. Deloittes beregninger viser, at global opvarmning til 3 grader eller mere i løbet af de næste 50 år vil resultere i økonomiske tab for cirka 6 billioner euro, ligesom 110 millioner jobs vil gå tabt.

amp

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//vindkraft/artikel/europa-kan-hoeste-milliarder-paa-den-groenne-opstilling

GDPR