DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

EUDP uddelte over 600 mio. kr. i tilskud til energiteknologi i 2024

Innovative energiprojekter modtager samlet 631 mio. kr. i støtte fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP).
19. FEB 2025 10.55
Research & Development
Økonomi

EUDP har i 2024 uddelt 631 mio. kr. til 77 nye energiprojekter, der skal accelerere udviklingen af innovative teknologier. Det fremgår af programmets netop offentliggjorte årsberetning. Det skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Blandt de støttede projekter er en ammoniakdrevet skibsmotor, en batteriteknologi baseret på kaffegrums og et intelligent trafikstyringssystem, der reducerer energiforbrug i bytrafikken. Samlet set er der givet støtte til en bred vifte af teknologier, herunder energieffektivitet, vindkraft og Power-to-X.

Hvor der året inden sås større spredning på teknologiområder, er der i 2024 visse områder, der modtager relativt store andele af tilskudskronerne – og nogle teknologiområder, der helt udebliver. Teknologiområderne energieffektivitet og vindkraft fik de største bidder af kagen i 2024. 

- Vi ser en stor stigning i antallet af perspektivrige projekter. Og de spænder bredt – fra smarte robotter, energieffektivisering og fleksibel el-anvendelse til grøn skibsfart og Power-to-X-teknologier. Det vidner om et stærkt innovationsmiljø i Danmark, hvor forskere og virksomheder arbejder målrettet på at bringe fremtidens innovative energiteknologier fra laboratorierne til markedet, siger forperson for EUDP’s bestyrelse Kim Lehmann.

Ny strategi

EUDP har desuden revideret sin strategi for perioden 2024-2027 med fokus på elektrificering og sektorkobling. Der er samtidig åbnet for en ny ansøgningsrunde, hvor der er afsat 300 mio. kr. til nye projekter. Den nye strategi fokuserer på syv centrale områder, der skal understøtte Danmarks energi- og klimamålsætninger: "Grøn el", "Bæredygtig biomasse, biogas og pyrolyse", "Energieffektivisering", "Power-to-X", "Varme og varmelagring", "Fleksibel el-anvendelse og digitalisering" og CO2-fangst, -udnyttelse og -lagring.

- EUDP’s strategi skal sikre, at vi fortsat understøtter de mest lovende teknologier, samtidig med at vi bevarer en teknologineutral tilgang. Vi skal både være med til at optimere og modne eksisterende teknologier samt støtte udviklingen af fremtidens helt nye løsninger, siger Kim Lehmann.

Ifølge Energistyrelsen understreger årsberetningen for 2024, at EUDP-støtten fortsat gør en markant forskel for grøn innovation og for dansk vækst og beskæftigelse.

- Den grønne omstilling er en langsigtet proces, men vi ser tydeligt, at de løsninger, vi har investeret i, bidrager til at reducere CO2-udledningen, øge forsyningssikkerheden og skabe nye danske arbejdspladser. Vi glæder os til at fortsætte arbejdet i 2025, afslutter Kim Lehmann.

913928aa-4266-41c6-9992-b5b2f5ca7b23-w_960 
Figur: Sum af tilsagnsbeløb tildelt fra EUDP i 2024 fordelt på teknologiområder.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/eudp-uddelte-over-600-mio-kr-i-tilskud-til-energiteknologi-i-2024

GDPR