DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
EU skal undgå at blive afhængig af få lande, når det gælder levering af kritiske råstoffer, mener EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen. Tirsdag ventes EU-Kommissionen at fremlægge sit udspil til, hvordan sårbarheden kan mindskes. (Arkivfoto).
Mandel Ngan/Ritzau Scanpix

EU vil sikre sig øget adgang til kritiske råstoffer uden om Kina

EU-Kommissionen vil tirsdag fremlægge forslag til, hvordan Europa kan gøre sig mindre sårbar over for Kina.  
13. MAR 2023 15.40
Energi
Internationalt

EU skal være mindre afhængig af kritiske råstoffer fra Kina. Det er et af de centrale mål for et udspil, som EU-Kommissionen tirsdag ventes at fremlægge.

Udspillet kommer, mens USA og EU's konkurrence med Kina tager til, og der er bekymring for, om Kina vil hjælpe Rusland med militært udstyr eller selv forsøge at invadere Taiwan. Usikkerheden øger behovet for handling, siger Dansk Industris chef for Global handel og Investeringer, Peter Thagesen.

- Den naive tiltro til, at globaliseringen vil løse alle problemer har fået et ordentligt skud for boven. Vi bliver nødt til at se på, hvor robuste vores værdikæder er i Europa. Og hvor afhængige vi er af lande som Kina, siger Peter Thagesen.

Når det gælder blandt andet sjældne jordarter, grafit, og wolfram er Kina hovedleverandør. Faktisk er Kina den førende producent for mere end halvdelen af verdens monopoliserede råstoffer, viser en opgørelse fra DI.

De kritiske råstoffer bruges i vigtige produkter som lægemidler, elektronik og solceller. Derfor er det ifølge DI bekymrende, at produktionen primært sker i tre lande, heriblandt Kina.

- I forhold til sjældne jordarter har Kina næsten de facto monopol. De sjældne jordarter bliver udvundet flere forskellige steder, men forarbejdningen foregår stort set kun i Kina. Vi må gøre op med os selv, om vi vil fortsætte på den måde, siger Peter Thagesen.

Vil sprede risikoen

EU-Kommissionen ventes blandt andet at foreslå, at der sikres råstoffer fra flere kilder gennem handelsaftaler og strategiske partnerskaber. Det vil kunne sprede risikoen ved at sikre forsyninger fra flere lande end Kina. Men det formentlig mest omstridte punkt i strategien bliver investering i mere råstofudvinding, forarbejdning og genbrug i EU.

Det vil blandt andet kræve lettere adgang til tilladelser, mener DI. Men også en større forståelse for, at miljøet i nogle tilfælde må bære en del af prisen, hvis politikerne går ned ad den vej, siger Peter Thagesen.

- De politiske vinde blæser i en ny retning i forhold til forsyningssikkerhed, men man må se, hvor langt den politiske vilje rækker. For der er også dilemmaer i det. Hvis man vil udvinde sjældne jordarter i Europa, så forurener det helt vildt. Er vi parate til det? Ellers synes vi, det er bekvemt, at det foregår i Kina? Det er nogle af de ting, vi må tage stilling til, siger Peter Thagesen.

Under alle omstændigheder forventer han, at det vil tage år, før der kan gives tilladelser, foretages investeringer og sikres udvinding og forarbejdning i EU. Dermed vil EU i de kommende år formentlig fortsat være dybt afhængig af Kina.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/eu-vil-sikre-sig-oeget-adgang-til-kritiske-raastoffer-uden-om-kina

GDPR