EU-lande er enige om ny sanktionspakke mod Rusland

Kort før to-årsdagen for invasion af Ukraine er EU-landene blevet enige om en 13. sanktionspakke mod Rusland. Pakken indeholde ikke nye sanktioner mod olie og gas.   
21. FEB 2024 10.57

E U-landenes faste repræsentanter er enige om den 13. sanktionspakke mod Rusland. Det oplyser det belgiske EU-formandskab og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.

- EU-ambassadørerne er lige blevet principielt enige om den 13. sanktionspakke mod Rusland i lyset af landets aggression mod Ukraine, skriver det belgiske formandskab på det sociale medie X.

Selv om der på forhånd har været tale om, at den 13. sanktionspakke ville være en "light-udgave" uden omfattende sanktioner mod russiske sektorer som eksempelvis olie og banker, så vil det kunne mærkes, mener Ursula von der Leyen.

- Jeg glæder mig over aftalen om vores 13. sanktionspakke mod Rusland. Vi må blive ved med at nedbryde Putins krigsmaskine. Med 2000 lister i alt holder vi presset højt på Kreml. Vi begrænser også Ruslands adgang til droner yderligere, skriver von der Leyen på det sociale medie X.

Aftalen er indgået på et møde mellem EU-landenes faste repræsentanter onsdag i Bruxelles. Den skal nu endelig bekræftes og offentliggøres, før sanktionerne træder i kræft. Den nye sanktionspakke kommer kort før to-årsdagen for invasionen af Ukraine 24. februar 2022.

/ritzau/
 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet