DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

EU klar med nye sanktioner mod Rusland

Ruslands militærindustri, stålindustri og energisektor er mål for nye sanktioner. Også luksusvarer rammes.  
15. MAR 2022 15.48
Olie
Politik
Økonomi

Mens krigen i Ukraine går ind i sin 19. dag, har EU vedtaget en fjerde runde af sanktioner mod Rusland. Det oplyser EU-Kommissionen tirsdag. De nye sanktioner er målrettet blandt andet Ruslands militærindustri, stålindustri samt nye investeringer i russisk energi. Derudover indfører EU et forbud mod at eksportere luksusvarer som dyre biler og smykker fra EU for at ramme Ruslands elite.

Samtidig udvides kredsen af oligarker og selskaber med kontakter til Kreml, der omfattes af sanktioner. Blandt de nye på listen er Roman Abramovitj, der især blev kendt efter sit køb af fodboldklubben Chelsea.

- Det er godt, at vi nu tager næste skridt, så Ruslands elite også mærker, at Putins krig har konsekvenser for dem, siger finansminister Nicolai Wammen (S) efter vedtagelsen af sanktionspakken.

EU og medlemmer af verdenshandelsorganisationen WTO er desuden enige om, at varer fra Rusland ikke længere skal have de fordele, der kommer med Ruslands hidtidige status i WTO. Det kan ifølge Reuters åbne for indførelse af straftold på russiske varer og vil sidestille Rusland med lande som Nordkorea og Iran.

- Disse sanktioner vil yderligere øge det økonomiske pres på Kreml og skade Ruslands evne til at finansiere invasionen af Ukraine. Sanktionerne er blevet koordineret med internationale partnere, især USA, hedder det i pressemeddelelsen fra EU-Kommissionen.

Kan ramme russiske raffinaderier

Sanktionspakken betyder også, at der indføres et forbud mod, at kreditbureauer i EU kreditvurderer russiske klienter. Det skal ifølge EU-Kommissionen afskære russiske klienter yderligere fra EU's finansielle markeder. I forvejen har EU og en række lande som USA, Storbritannien og Canada indført sanktioner, der indefryser store dele af Ruslands centralbanks valutareserver i udlandet og holder Rusland ude af internationale betalingssystemer.

Der er også blevet indført forbud mod eksport af vigtige komponenter og reservedele, så Rusland ikke kan opgradere olieraffinaderier, udbygge højteknologiske sektorer eller vedligeholde fly, der er købt i Vesten. Tre fjerdedele af Ruslands kommercielle fly er produceret i Vesten.

Sanktionerne har allerede gjort så dybt indhug i Ruslands økonomi, at det nu er et åbent spørgsmål, om Rusland kan og vil betale sine lån tilbage i dollar. Det kommer der en indikation på onsdag i denne uge. Her skal Rusland ifølge Financial Times betale 117 mio. dollar i rente på to af landets lån.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/eu-klar-med-nye-sanktioner-mod-rusland

GDPR