
EU lagde i 2016 en straftold på kinesisk stål, fordi man konstaterede, at der via kinesisk statsstøtte var tale om prisdumping. Der told blev vindmølletårne dog undtaget fra, da de bidrager til den grønne omstilling.
Den beslutning rejste danske tårnproducenter i 2020 en sag i EU om. Håbet fra tårnproducenterne var, at man også ville lægge told på tårne produceret af det kinesiske stål. Og de danske producenter fik held med deres sagsanlæg.
Det har nu resulteret i, at EU-kommissionen har offentliggjort, at der indføres en antidumping-told på kinesisk-producerede ståltårne på 7,2-19,2 pct. afhængigt af producenten. Det glæder den danske tårnproducent Valmont SM.
- Vi noterer os med tilfredshed, at EU-kommissionen langt om længe pålægger kinesiske vindmølletårne told. Med beslutningen har EU’s medlemslande sagt stop over for systematisk kinesisk prisdumping, udtaler Niels Brix, CEO i Valmont SM, i en pressemeddelelse.
Også i TEKNIQ Arbejdsgiverne, der repræsenterer cirka 4.100 virksomheder indenfor el, vvs og industri, er der glæde over beslutningen fra Bruxelles.
- Det har i løbet af de senere år stået klart, at kinesiske producenter af vindmølletårne i udstrakt grad har modtaget statsstøtte for at dumpe priserne på produktionen af vindmølletårne. Det har presset eksempelvis de europæiske producenter og været ved at knække den europæiske værdikæde, siger Alexander Severinsen Ulrich, chefkonsulent hos TEKNIQ Arbejdsgiverne. Han fortsætter:
- Med dagens afgørelse sættes der en tyk streg under, at Europa er klar til at kæmpe for sin grønne industri. Det er ubetinget positivt nyt for dansk erhvervsliv, der hverken på lang eller kort sigt vil kunne acceptere nogen form for konkurrence baseret på ufint trav, siger Alexander Severinsen Ulrich
Vestas: Ærgerlig udvikling
Begejstringen deles dog ikke af Vestas og flere andre vindmølleproducenter. Vestas har forsøgt at overbevise både EU Kommissionen og de danske myndigheder om, at en straftold ville skade den grønne omstilling. Derfor ærgrer selskabet sig også over, at beslutningen er gået dem imod, skriver Finans.
"Det er en ærgerlig udvikling, at der nu skabes yderligere handelsbarrierer på afgørende komponenter til den grønne omstilling. Vi indkøber langt størstedelen af vores tårne til europæisk projekter i nærområdet, men vi er grundlæggende imod tiltag, der kan gøre grøn teknologi mindre konkurrencedygtig og dermed ikke gavne den grønne omstilling og grønne arbejdspladser i Europa", skriver Morten Dyrholm i en e-mail til Finans.
Ifølge Erhvervsministeriet vil den nye told "være med til at sikre bedre konkurrencevilkår i EU og styrke europæiske værdikæder for vedvarende energi." Ministeriet anerkender dog, at tolden også kan have negative konsekvenser for danske virksomheder.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.