
Esbjerg Havn åbner nu Port Esbjerg Innovation Hub – et nyt initiativ, der skal styrke samarbejdet mellem havnens aktører og fremme udviklingen af grønne, praktiske løsninger. Det oplyser havnen i en meddelelse.
Hubben får base i det historiske Fiskepakhus og skal fungere som et laboratorium for nye idéer. Her skal virksomheder, forskningsmiljøer og uddannelsesinstitutioner sammen udvikle og teste løsninger på tværs af fag og sektorer – fra landstrøm og energieffektiv drift til smartere ressourceudnyttelse.
- Med vores nye innovationshub skaber vi de nødvendige rammer for, at vi sammen med havnens virksomheder kan teste og udvikle nye løsninger, som kan være med til at løse de udfordringer, vi står overfor. Vi har en stærk innovationshistorik i Esbjerg, som vi med hubben føjer et nyt kapitel til, siger CEO på Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen.
Modellen bag initiativet kaldes The Esbjerg Way og bygger på et innovationsforløb, hvor idéer fra virksomheder omsættes til konkrete løsninger gennem samarbejde med vidensmiljøer og praktiske test i såkaldte Living Labs. Resultaterne bruges til at matche erhvervslivets behov med nye kompetencer.
- De udfordringer, som virksomhederne på havnen står over for, er for komplekse til, at man kan løse dem alene. Grøn omstilling, nye teknologier og løsninger, kvalificeret arbejdskraft er alt sammen store udfordringer, som kræver samarbejde og villighed til at tænke nyt. Gode nye ideer kan både bruges på den enkelte havn og udveksles mellem dem internationalt, siger Dennis Jul Pedersen, der er adm. direktør i Esbjerg Havn.
Med etableringen af hubben tilslutter Esbjerg Havn sig det internationale netværk Port Innovators Network, hvor havne fra flere verdensdele deler viden, løsninger og erfaringer. Netværket omfatter i øjeblikket syv medlemmer fra bl.a. Europa, Nordamerika og Sydamerika.
- Samarbejdet med havne rundt omkring i verden er helt centralt. Med medlemskabet af Port Innovators Network bliver Esbjerg Havn en del af et internationalt fællesskab af havne, der hele tiden ønsker at blive bedre gennem nye løsninger. Det ser vi en stor værdi i, siger Dennis Jul Pedersen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.