Esbjerg-Bornholm en fælles grøn uddannelse kom på tegnebrættet
Jesper Frost Rasmussen (V), borgmester for Esbjerg Kommune, Jacob Trøst (K), borgmester for Bornholms Regionskommune, og Olaf Rye, adm. direktør for Rybners vil i samarbejde skabe den nødvendige uddannede arbejdskraft til den grønne omstilling.
Foto: Rybners

Esbjerg-Bornholm en fælles grøn uddannelse kom på tegnebrættet

Netop hjemvendt fra en grøn læringstur til Esbjerg og Skive sætter bornholms borgmester Jacob Trøst (C) ord på, hvad hans kommune vil.
19. JAN 2023 10.21

BORNHOLM: Jacob Trøst er for nyligt kommet hjem til Bornholm efter en grøn inspirationstur til Esbjerg og Skive sammen med andre politikere, erhvervsfolk, brancheorganisationer og uddannelsesinstitutioner. Og der var meget inspiration af hente i både Skive og Esbjerg.

- De to byer har en del til fælles med Bornholm. Esbjerg har haft fiskeriet og er kommet igennem en omstilling, som vi også har haft. I Skive var vi på grund af Greenlab Skive, siger Jacob Trøst og uddyber med Esbjerg-besøget først:

- Vi har en energiø på vej, og den skal vi have mest mulig ud af. Vi skal lade os inspirere af, hvordan Esbjerg har formået at skabe grønne arbejdspladser og hente teknologiske uddannelser i byen.

Det er nemlig vigtigt for den konservative borgmester at hente nye grønne uddannelser til øen.

- Vi vil gerne lægge land til nye teknologiske uddannelser blandt andet sammen med DTU, siger Trøst.

Esbjerg og Bornholm er foreløbigt nogle af de få steder i Danmark hvorfra det for havne eftertragtede arbejde med at udskibe vindmøller foregår.

- Vi udskiber begge vindmøller, og vi vil gerne lære, hvordan vores virksomheder kan gøre os endnu mere attraktive for mølleproducenterne, lyder det.

Klimaerhvervsskole

Der er endda kommet nogle helt konkrete ideer ud af besøget på uddannelsesfronten.

- Vi har snakket om, at vi sammen kan byde ind på en klimaerhvervsskole. Det skulle være sådan, at eleverne skulle have moduler både på Bornholm og i Esbjerg. Så kommer der samarbejde på tværs af landet, fortæller Jacob Trøst om en uddannelse, der meget kommer til at ligne det rigtige arbejdsliv i den grønne sektor.

På Bornholm er der også allerede planer om boliger til de studerende, der måske kommer til fra Esbjerg i fremtiden.

- Vi arbejder på at lave et residential college på Bornholm, hvor der så er mulighed for at bo, siger borgmesteren.

Meningen med det hele er også klar for ham.

- Det er ingen hemmelighed, at vi har en vision om at få flere indbyggere til Bornholm. På den her måde, så er der flere, som ser hvad Bornholm kan. Det var sådan, jeg selv fik øjnene op for Bornholm og flyttede her over. Det er vores overordnede mål, siger Jacob Trøst.

Der var også noget at lære om PtX for bornholmerne.

I Esbjerg er der allerede planer om at lave to en GW PtX-anlæg, og når den grønne strøm kommer til at samles på energiøen Bornholm, så skal der også PtX til øen.

- Hvad er mulighederne for PtX fx, hvordan kan man bruge al den overskudsvarme, der opstår ved processen. Det fik vi hørt nogle gode løsninger på, fortæller Jacob Trøst.

Skive

Limfjordbyen Skive og Bornholm har mere til fælles, end man lige skulle tro under mottoet udkant og vandkant.

- Vi er sammenlignlige på mange måder. Vi har begge en stor kyststrækning og ligger langt væk fra større byer. Skive Kommune har 45.000 indbyggere og Bornholm har cirka 40.000. Vi lærte af Skive, hvordan man gør som kommune i planlægningsfasen af noget som Greenlab Skive, fortæller Trøst.

Her var den grønne cirkulære økonomi i fuld fokus.

- Vi besøgte blandet andet Quantafuel, der laver affaldsprodukter til affald. Vi så også, hvordan biogasanlæg producerer gødning som restprodukt til markerne foruden ved biogas, siger Jacob Trøst og tilføjer:

- Jeg tror, at vi skal give noget til naturen, hver gang vi tager noget. Jeg tror, det er en tankegang, der bliver større og større i fremtiden.

Der er også lige en ting, som Jacob Trøst er specielt glad for ved turen til det jyske.

- Vi har kun mødt åbne døre, og jeg er utrolig glad for, vi blev modtaget så godt, slutter Jacob Trøst.

Turen var arrangeret af Dansk Erhverv og National Center for Grøn Energi.

 

 

 

 


 

Hanstholm Havn
Tilmeld dig nyhedsbrevet