
Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) ser en række opgaver presse sig på for en kommende regering. En af dem er at sikre bedre kvalitet i uddannelser for de unge, der gerne vil være faglærte, skrev hun i den forløbne uge på i et opslag på Facebook.
Og det er en presserende opgave, lyder det fra flere sider. For lige nu er mange af landets erhvervsskoler så økonomisk pressede, at de må fyre lærere.
- Stort set alle skoler skal spare. Man finansierer per elev, så når elevtallet falder markant, så sætter det sig massivt i skolernes økonomi, siger Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet.
Alene i år er der optaget 17 pct. færre elever på erhvervsuddannelsernes grundforløb 2 i forhold til sidste år. Skolernes økonomi forværres af, at energipriserne er steget voldsomt i løbet af året. Fra årsskiftet og til slut november har Uddannelsesforbundet behandlet 238 afskedigelsessager.
Ifølge en opgørelse fra Uddannelsesforbundet er omkring hver femte af lærerstillingerne på erhvervsskolerne i forvejen skåret fra andet kvartal 2016 til andet kvartal i år.
Grænsen for lærerbesparelser er nået
Når efterårets sparerunder slår igennem i statistikken, vil omkring hver fjerde stilling være nedlagt, vurderer Uddannelsesforbundet. Selv om der samtidig er blevet færre elever, mener Hanne Pontoppidan, at grænsen er nået for, hvor meget man kan skære på lærerkræfterne.
- Vi frygter et stort videnstab, og at det går ud over læringsmiljøerne, siger formanden.
Senest måtte Techcollege med uddannelsessteder i Aalborg og Nørresundby fyre omkring 30 medarbejdere, fordi der skulle spares 30 mio. kr.
Sjællands største erhvervsskole ZBC, der har uddannelsessteder i Holbæk, Kalundborg, Køge, Næstved, Ringsted, Roskilde, Slagelse og Vordingborg, har skåret 45 stillinger. Også Syddansk Erhvervsskole med adresser i Odense, Vejle og Grindsted og erhvervsskolen CELF på Lolland og Falster er blandt dem, der har fyret eller nedlagt stillinger i efteråret.
I efterårets valgkamp fremlagde flere partier deres bud på, hvordan erhvervsuddannelserne skal styrkes, så flere unge vil være faglærte.
Både S og V har lovet flere penge
Venstre vil afsætte 400 mio krr. i 2023 til formålet. Socialdemokratiet vil afsætte i omegnen af 500 millioner om året frem mod 2027 og indkalde til trepartsforhandlinger.
De to partier har siden valget 1. november forhandlet om at indgå et regeringssamarbejde. Erhvervsuddannelserne har været på den politiske dagsorden i årevis, fordi virksomhederne nu og fremover mangler medarbejdere. Men det er endnu ikke lykkedes at vende udviklingen.
Senest nåede interessen et lavpunkt i år. Ifølge en analyse fra erhvervsorganisationen SMVdanmark var der tilbagegang på 75 ud af 101 uddannelser.
Christian Christrup Kjeldsen, centerleder for Nationalt Center for Skoleforskning, har forsket i erhvervsskolerne. Han vurderer, at det kan give en selvforstærkende effekt, når der bliver færre undervisere.
- De senere år er der blevet talt meget om, at der er vigende rekruttering til erhvervsuddannelserne. Samtidig er der et ønske om at hæve kvaliteten med henblik på at få unge mennesker til at vælge erhvervsuddannelserne.
- Det er et udtryk for, at de strukturelle vilkår, man giver et uddannelsesområde, og de politiske ambitioner for området ikke går hånd i hånd.
Ifølge Christian Christrup Kjeldsen oplever underviserne, at de ikke har tilstrækkelig tid til at fokusere på almen dannelse, som de unge ellers efterspørger.
- Hvis man vil have bedre kvalitet og gøre nogle af de ting, der efterspørges, så er det jo ikke særlig heldigt, at man ikke har råd til at beholde ansatte.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.