
Som det første parti er Enhedslisten klar med sit bud på, hvad Danmarks klimamål i 2035 skal være. En reduktion af CO2-udledninger på 90 procent i forhold til niveauet i 1990. Det siger partiets nye klimaordfører, Leila Stockmarr, til Politiken.
- Lige nu er vi ikke i nærheden af at leve op til Parisaftalen. Derfor skal vi også sætte et højt reduktionsmål i 2035. Barren og forpligtelserne skal simpelthen hæves, siger Stockmarr til Ritzau i et skriftligt citat.
Parisaftalen, der blev indgået på et COP-klimatopmøde i 2015, indeholder blandt andet et mål om, at den globale temperaturstigning skal holdes et godt stykke under to grader ved at reducere de globale udledninger.
"Grænseoverskridende klimaproblemer"
Danmark har i dag et politisk vedtaget 2030-mål om at reducere CO2-udledningerne med 70 pct. Det skal næste år erstattes af et 2035-mål, når en ny klimalov skal vedtages. Leila Stockmarr mener, at den nye klimalov skal adressere Danmarks "grænseoverskridende klimaproblemer" i højere grad.
- Danske containerskibe og fly, der forurener ude på verdenshavene og langt over skyerne. Den massive import af tøj og elektronik. Vi dumper udledninger hos andre lande og lader som ingenting, mens vi brander os på at være et grønt foregangsland. Det skal revisionen af klimaloven rette op på, lyder det fra Stockmarr.
Hun siger videre til Politiken, at en ny klimalov også skal have fokus på folks forbrug og særligt de rigestes. Partiet har eksempelvis foreslået en klimaafgift på privatflysrejser. Stockmarr lufter også tanker om at gøre det dyrere for folk med mange ejendomme og biler.
- Der er jo nogle, der har tre boliger, som alle er opvarmede. Kan man lave noget progressivt, så det bliver dyrere at opvarme sine huse, når forbruget overstiger en vis grænse?, siger Stockmarr til Politiken.
Hun har fredag første arbejdsdag på Christiansborg på Folketinget, hvor hun erstatter Jette Gottlieb. Hun meddelte 20. oktober, at hun stopper og overlader pladsen til Stockmarr, der er hendes suppleant i Københavns Storkreds. Stockmarr er tidligere embedsmand i Klimaministeriet. Senest var hun klimarådgiver i Mellemfolkeligt Samvirke.
Regeringen har foreløbig ikke meldt sit bud på et 2035-mål ud.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.