
Thor Skov Jørgensen, som er finansdirektør i energiselskabet OK, skal være administrerende direktør i Coop Danmark. Det skriver Coop i en pressemeddelelse.
I april blev det meldt ud, at OK og Coop amba havde indgået en aftale, hvor OK i grove træk overtager halvdelen af ejerskabet af Coop Danmark og får bestemmende indflydelse. Coop amba er foreningen bag Coop Danmark, som tidligere ejede 100 procent af dagligvarekoncernen. Aftalen indebærer blandt andet, at OK og Coop amba tilsammen skyder to milliarder kroner ind i Coop Danmark. Samtidig blev det meddelt, at den daværende topchef i Coop Danmark, Kræn Østergaard Nielsen, ville træde tilbage. I
Thor Skov Jørgensen kom til OK i 2023. Inden da var han en del af topledelsen i dagligvarekoncernen Salling Group. Han tiltræder som topchef i Coop Danmark 19. juni.
Coop Danmark står bag omkring 950 butikker. Koncernen har kæderne Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount. De seneste år har Coop Danmark været ramt af store millionunderskud.
Senest viste regnskabet for 2023 et underskud på driften på 717 mio. kr. Det samlede underskud efter nedskrivninger landede på 2,3 mia. kr. efter skat. Aftalen med OK har til formål at skabe økonomisk ro og fokus på driften, lyder det.
- Thor vil sikre et stærkt fokus på drift og lønsomhed og samtidig styrke Coops særkende, herunder vores kollegers potentiale og forstærke Coops position på markedet, siger bestyrelsesformand for Coop Danmark, Jeff Gravenhorst, i pressemeddelelsen.
I Salling Group var Thor Skov Jørgensen blandt andet driftsdirektør i Netto og direktør for Føtex.
Aftalen mellem OK og Coop amba mangler fortsat at blive godkendt af konkurrencemyndighederne. Det forventer Coop sker i slutningen af juni, lyder det.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.