
Det bliver en smule dyrere for både elforbrugere og elproducenter, at benytte elnettet. Fra 2025 har Energinet således besluttet at hæve tarifferne. Priserne skyldes øget pres på elnettet, samt prisstigninger på kabler og andet teknisk udstyr, som skal bruges til opgraderinger af elnettet. Det oplyser det statslige selskabet i en pressemeddelelse.
Konkret har Energinet fastsat elforbrugernes tariffer for 2025 til 13,5 øre/kWh. Det er en stigning på 1,0 øre/kWh i forhold til 2024. Og det svarer i runde tal til en stigning på 40 kroner om året for en almindelig husstand.
Udover at betale faste tariffer per brugt kilowatt-time, så Energinet kan drive det overordnede danske elsystem og vedligeholde og udbygge eltransmissionsnettet, skal elforbrugerne også betale det årlige systemabonnement, som i 2025 bliver pristalsreguleret til 182 kr. per forbrugsmålepunkt.
Elproducenter vil også opleve ændrede tariffer i 2025. Indfødningstariffen, som elproducenter betaler for at sende elektricitet ud på nettet, bliver i 2025 ens for alle producenter og bliver sat til 0,5 øre/kWh. Den ensartes, fordi den geografiske differentiering forventes ophævet fra næste år. Desuden hæver Energinet elproducenternes balancetarif fra 0,24 til 0,65 øre/kWh, så elproducenterne dermed samlet set vil blive opkrævet 1,15 øre/kWh i 2025.
- Overalt i verden er der sat fart på den grønne omstilling. Mange steder skal der ske meget markante udbygninger af elnettet og store forandringer i den måde, vi sikrer forsyningen og balancerer produktion og forbrug. Det betyder, at også Energinets udgifter til at udbygge danskernes elnet og sikre forbrugerne strøm i stikkontakterne stiger. Jeg er fuldt ud klar over, at tarifstigningerne har negative konsekvenser mange steder, men det er nødvendigt at udbygge elsystemet, der er hele fundamentet i den grønne omstilling, ellers kommer vi ikke i mål, siger, siger Marie Budtz Pedersen, områdeleder i Energinet.
Elproducenter skal betale større del af omkostningerne
Gennem årtier har elforbrugerne båret hovedparten af samfundets omkostninger til at drive og udbygge det danske eltransmissionsnet. Men elproducenterne skal i dag i højere grad bidrage til de samlede udgifter.
Elproducenternes andel af de tarifopkrævninger, som Energinet opkræver i 2025, vil stige med 3 procentpoint - fra ca. fire pct. til syv pct. De resterende 93 pct. bliver fortsat betalt af elforbrugerne.
Producentbetalingen blev indført i 2023, efter Folketinget besluttede, at elproducenter skal betale en større del af de samlede omkostninger til blandt andet udbygning og vedligehold af nettet. I 2025 vil også det tilslutningsbidrag, som nye elproducenter, fx solcelleparker eller vindmøller skal betale for at blive koblet på eltransmissionsnettet, stige markant faktisk helt op til 70 pct.
- Den voldsomme acceleration af den grønne omstilling presser priserne på fx kabler, ledninger, transformere og andet teknisk udstyr, vi skal bruge for at udbygge elnettet, op. Vi oplever markante prisstigninger, og det har den konsekvens, at det tilslutningsbidrag og dermed den engangsbetaling, som nye solcelleparker og vindmøller skal betale, som bidrag til at elnettet bliver udbygget, stiger med 60-70 pct i 2025. Det er store stigninger, som desværre kan have meget negative konsekvenser for opstillere af solcelleparker og vindmøller, siger Marie Budtz Pedersen.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.