
Fyns største energiselskab Energi Fyn bakker op om regeringens nye forslag, der skal dæmme op for svindel og vildledning på elmarkedet. Tiltagene skal styrke forbrugerbeskyttelsen og sikre større gennemsigtighed for danske elkunder. Det skriver Energi Fyn i en pressemeddelelse.
- Elmarkedet er blevet det vilde vesten. Vi oplever desværre ofte, at vores navn bliver misbrugt, og vores kunder bliver udsat for vildledende salgsmetoder. Det kræver ikke meget at etablere sig som elleverandør, og man kan med ganske få oplysninger flytte folk til en ny elaftale. Endda helt uden deres accept, siger adm. direktør for Energi Fyn Bent Agerholm, der er adm. direktør i Energi Fyn.
Energi Fyn oplever jævnligt at blive kontaktet af kunder, der er blevet snydt eller overflyttet til andre selskaber uden samtykke. I december udsendte selskabet en advarsel, fordi svindlere udgav sig for at være fra Energi Fyn.
- Det er nødvendigt, at der bliver gjort noget. Vi har længe været frustrerede over de selskaber, der skader branchens omdømme og underminerer vores kunders tillid til os. Vi hilser den øgede konkurrence på elmarkedet velkommen, men den skal foregå inden for lovens rammer, siger Bent Agerholm.
Regeringens forslag indebærer blandt andet højere krav til dokumentation, hårdere straffe og karantæne fra Datahub for overtrædelser. Målet er at gøre det dyrere og vanskeligere for useriøse aktører at etablere sig på markedet.
- Forslagene om bøder, sanktioner og karantæne fra Datahub er yderst positive. Der er behov for tiltag, der stopper useriøse elleverandører. Deres metoder skader hele branchen og skaber en stor usikkerhed blandt kunderne. Vi skal skabe en branche, hvor det er trygt og gennemsigtigt at være kunde, og hvor man kan stole på, at man ikke bliver snydt, understreger Bent Agerholm.
- Vi bliver gang på gang kontaktet af kunder, der er blevet lovet guld og grønne skove, men er endt med at være bundet til en meget dyr aftale. Vores navn bliver misbrugt, og kunderne bliver udsat for aggressivt og ulovligt telefonsalg. Vi tager klart afstand fra de metoder, som de brodne kar blandt elleverandørerne benytter. Vi bakker op om regeringens forslag og ser frem til et marked, hvor tryghed og tillid igen kommer i fokus, siger Bent Agerholm.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.