
En husejer i den amerikanske delstat Texas har sagsøgt det lokale elselskab Xcel Energy for at være årsagen til en omfattende naturbrand nordøst for byen Amarillo.
Ifølge husejeren, Melanie McQuiddy, startede naturbranden, da en af selskabets elmaster, som ifølge hende var i dårlig stand, styrtede sammen. McQuiddy mener desuden, at Xcel Energy har forsømt at inspicere og reparere sine elmaster.
- Xcel kommer til at betale for enhver skade, naturbranden har forårsaget, lyder det fra McQuiddys advokat, Mikal Watts.
Forsyningsselskabet Osmose Utilities Services, hvis rolle er at inspicere Xcel Energys elmaster, er også omfattet af søgsmålet.
Mindst to personer er døde som følge af naturbranden, der har vokset sig til den største af sin slags i delstatens historie.
Hverken Xcel Energy eller Osmose Utilities Services er vendt tilbage på en henvendelse om en kommentar fra nyhedsbureauet Reuters.
Værdien af Xcel Energys aktie var i forvejen torsdag faldet med otte pct., da virksomheden oplyste, at selskabet kunne blive stille til ansvar for naturbranden.
Brandareal på størrelse med tiendedel af Danmark
Naturbranden, der har fået navnet "Smokehouse Creek Fire", havde per fredag morgen ifølge de lokale skovmyndigheder i alt omsluttet et område på 436.251 hektar. Det svarer til omkring en tiendedel af Danmarks samlede areal.
Både afgrøder og høst er blevet ødelagt i naturbranden, der ifølge myndighederne sandsynligvis også har slået titusindvis af landbrugsdyr ihjel.
Texas er USA's største kvægproducent, og over 85 pct. af delstatens besætning befinder sig i det såkaldte panhandle-område, hvor branden raser.
Xcel Energy bekæmper i forvejen omkring næsten 300 søgsmål fra husejere, virksomheder og lokale byråd i delstaten Colorado, hvor selskabet beskyldes for at have forårsaget en omfattende brand i 2021.
/ritzau/Reuters
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.