DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
DK BESS

Elleverandører forhindres i at erhverve nye kunder efter tilsyn

Elleverandører har været for langsomme til at udbetale tilgodehavender. Nu får de karantæne, siger Energinet.  
20. APR 2026 17.47
Energi
Erhverv
Økonomi

Tidligere kunder hos elselskabet Velkommen og dets datterselskab Nettopower har klaget over, at de har haft svært ved at få udbetalt deres tilgodehavender.

Det fik for en uge siden Forsyningstilsynet til at pålægge selskaberne straks at udbetale alle udestående beløb til forhenværende kunder. Nu er selskaberne desuden blevet tildelt en tre måneder lang karantæne på anmodning fra Forsyningstilsynet. Karantænen gør, at de ikke vil kunne erhverve nye elkunder i løbet af de tre måneder. Det skriver Energinet i en pressemeddelelse mandag.

Forsyningstilsynet gennemførte et målrettet tilsyn hos selskaberne, efter at de havde modtaget en række henvendelser fra forbrugere. Under tilsynet blev det konstateret, at selskaberne i langt de fleste tilfælde havde været for langsomme til at udbetale kunders tilgodehavender.

Mange forsinkelser i udbetaling

Hos Velkommen var der sket for sen udbetaling i mindst 3192 af de 3470 sager, og hos Nettopower var det sket i 2969 af 3003 sager.

- Det er tale om en meget stor mængde af forseelser på et område, hvor reglerne ellers er rimelig enkle, sagde Forsyningstilsynets direktør, Carsten Smidt, i en pressemeddelelse den 14. april.

- Det er derfor, at vi nu skrider ind med et forholdsvis skarpt påbud om, at de to virksomheder sikrer, at alle deres tidligere kunder omgående får udbetalt deres retmæssige tilgodehavender.

Reglerne siger, at man som elkunde har krav på en slutafregning - senest fire uger efter at man har skiftet leverandør.

Et eventuelt tilgodehavende skal udbetales samtidig med slutafregningen.

Foruden de afsluttede sager viste gennemgangen også, at mange kunder fortsat manglede at få udbetalt deres tilgodehavender.

Forsyningstilsynet vil på et senere tidspunkt gennemføre et opfølgende tilsyn, hvor det skal vise sig, om selskaberne efterlever reglerne.

Velkommen-ejer erkender 

Lars Hein, der er medejer af Velkommen, erkender i en skriftlig kommentar, at tempoet for udbetalingerne ikke har været godt nok. Til gengæld er han overrasket over at blive tildelt en karantæne på nuværende tidspunkt.

- Vi er i fuld gang med at efterleve påbuddet inden fristen den 28. april og er overrasket over, at karantænen er trådt i kraft, inden vi har haft mulighed for at efterkomme det, siger han.

- Vi vil nu bruge de kommende tre måneder på at færdiggøre det nye system og sikre, at de sidste udbetalinger sker.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//solenergi/artikel/elleverandoerer-forhindres-i-at-erhverve-nye-kunder-efter-tilsyn

GDPR