
EIFO har udstedt en køberkreditgaranti på knap 180 mio. kr., der skal sikre finansieringen af tre Offshore Survey and Service Vessels (OSSV) til vindmølleindustrien. Skibene færdiggøres på Esbjerg Shipyard A/S for det tyske selskab MPC OSE Offshore GmbH, og omkring 50 danske SMV’er forventes at bidrage som underleverandører. Det oplyser EIFO i en pressemeddelelse.
Garantien dækker 80 pct. af et samlet lån på 224 mio. kr., som ydes af et tysk bankkonsortium med Ostfriesische Volksbank eG i spidsen. Ifølge EIFO er garantien udstedt, fordi der er en betydelig dansk økonomisk interesse i projektet.
- Udstedelsen af denne køberkreditgaranti bidrager til dansk eksport og understøtter danske arbejdspladser i den maritime industri og blandt danske SMV’er. Den fremmer samtidig omstillingen til vedvarende energi ved at øge kapaciteten af specialskibe til offshore-vindindustrien, siger Peter Boeskov, der er Chief Commercial Officer i EIFO Large Corporates, og fortsætter:
- Da der er tale om lav-emissionsskibe, bidrager transaktionen også til efterspurgte CO2-reduktioner i energiprojekternes forsyningskæde. Endelig styrkes installation og servicering af flere offshore-installationer, hvilket forbedrer energi-uafhængigheden og dermed styrkes dansk og europæisk resiliens.
OSSV'erne stålskrog bygges i Polen, mens apteringen sker på værftet i Esbjerg. Esbjerg Shipyard er tæt på at færdiggøre det første Offshore Survey and Service Vessel, og det næste skib forventes at ankomme til Esbjerg til aptering i årets første kvartal. Aftalen omfatter i første omgang tre skibe med mulighed for at bygge op til seks i alt.
Projektet gennemføres af MPC OSE Offshore GmbH, som er etableret af de tyske selskaber MPC Capital GmbH og O.S. Energy GmbH. Skibene er udviklet til opgaver gennem hele offshore-vindmølleparkers livscyklus – fra installation og servicering til nedtagning – og bygges i samarbejde med Esbjerg Shipyard med køberkreditgaranti fra EIFO.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.


























