Egypten brugte sin rolle som formandsland på årets klimatopmøde til at sætte egne og nabolandes økonomiske og politiske interesser over hensynet til en god klimaaftale. Det skyldes ikke mindst pres fra olieproducerende lande, som flere gange fik blokeret for nye tiltag om at nedbringe de globale udledninger.
Sådan lyder kritikken i Dagbladet Information fra eksperter og kilder tæt på forhandlingerne efter en gennemgang af forløbet og de offentliggjorte forhandlingudkast, som Information har foretaget.
Eksempelvis lykkedes det olieproducerende lande at holde fossile brændstoffer ude af aftalen. Omkring 80 lande havde ellers på indisk initiaiv opfordret til at indskrive et mål om "nedfasning af alle fossile brændsler", men det valgte de egyptiske værter at fjerne fra forhandlingerne.
Det er et alvorligt problem og kan gøre det sværere at nå målene i Parisaftalen, siger analytiker og mangeårig iagttager af FN’s klimaforhandlinger Alden Meyer fra den klimapolitiske tænketank E3G.
- De (egypterne, red.) besluttede egenhændigt at sætte deres nationale interesser foran deres forpligtelse som neutralt formandsland, siger han.
Værtslande har ofte egen dagsorden
Jakob Dreyer, der skriver ph.d. om international politik med fokus på klimaforandringer ved Københavns Universitet, forklarer, at formandskabets rolle er at formulere en tekst, som har "den størst mulige opbakning blandt medlemslandene", og sikre, at Parisaftalen bliver overholdt.
- Men forløbet her viser meget klart, at det ikke er sket i det omfang, man må forvente. Det er svært at finde andre forklaringer end den, at Egypten har brugt deres magt til at sætte egne økonomiske og politiske interesser over en aftale, siger han.
Et andet eksempel på egypternes tilgang er forhandlingerne om selve indsatsen for at nedbringe udledningerne. Et område, som ifølge Jakob Dreyer er det "absolut vigtigste område i forhandlingerne".
Her forsøgte Saudi-Arabien og andre olieproducerende lande i år at tilbagerulle tidligere fremskridt ved at foreslå, at aftalen ikke måtte "opfordre landene til at opdatere eller øge deres nationale reduktionsmål". Først på den sidste dag blev det stærkt kontroversielle forslag fjernet fra teksten.
- Enhver kan se, at et yderpunkt som dette ikke har gang på jorden, og på den måde er det ret kontroversielt, at formandskabet vælger at holde fast, siger Jakob Dreyer til Information.
Anette Ejersted, der i flere år har været Danmarks klimachefforhandler ved COP-møderne og nu er fagchef for miljø i Dansk Erhverv, fortæller, at værtslande ofte har deres egen dagsorden.
- Det er ikke nyt, at nogle hytter deres eget skind. Og der er ingen tvivl om, at egypterne er en del af den arabiske gruppe og derfor nok også har lænet sig den vej, siger hun.
amp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.