Det er snart to år siden, at NKT kunne fortælle, at man var blevet enige med japanske Hamamatsu om at sælge NKT Photonics. Handlen har dog hele tiden været betinget af myndighedernes godkendelse, og den har ladet vente på sig. Men mandag oplyser NKT, at godkendelsen er i hus, og at handlen derfor vil blive gennemført i indeværende kvartal.
Det var Erhvervsstyrelsen, der sidste år ikke ville godkende salget. Siden indsendte Hamamatsu en ny ansøgning, og den har tilsyneladende fået myndighederne til at ændre mening.
- Vi er glade for, at godkendelsen er opnået, og at NKT Photonics nu kan sælges til Hamamatsu. Dette vil maksimere værdiskabelsen og positionere NKT Photonics til langsigtet vækst.
- For NKT markerer frasalget det sidste skridt i processen mod at fokusere NKT’s kerneforretning på kabelløsninger, hvor vi har annonceret flere investeringer i det seneste år for at understøtte den grønne omstilling af samfundet, siger Jens Due Olesen, der er forperson for NKT's bestyrelse.
NKT Photonics producerer lasere og andre apparater, der udnytter fiber- og laserteknologi.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.