DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Nord Stream-gasledningerne blev udsat for sabotage i september 2022. En ukrainsk dykker, som mistænkes for at være med til sabotagen, har flere gange været i Danmark ifølge medier. (Arkivfoto). - Foto: Handout/Ritzau Scanpix

Dykker mistænkt for Nord Stream-sabotage var flere gange i Danmark

Ifølge medier var 44-årig mand flere gange på besøg i Danmark. Det var han også kort før arrestordre.  
29. AUG 2024 15.31
Gas
Internationalt
Sikkerhed

Den ukrainske dykker, som er eftersøgt for at have spillet en rolle i sabotagen af Nord Stream-rørledningerne i Østersøen, var i Danmark i maj. Det skete kort før, at de tyske myndigheder udstedte en arrestordre på ham, skriver DR, det tyske magasin Der Spiegel og den tyske tv-station ZDF.

DR har ikke kunnet afdække, hvad manden foretog sig i Danmark, som han besøgte sammen med sin familie. Men ifølge Der Spiegel er mandens kone ansat i en dansk virksomhed. Familien har angiveligt flere gange været i Danmark.

En domstol i den tyske by Karlsruhe udstedte i juni en europæisk arrestordre mod den 44-årige ukrainer. Det har flere tyske medier tidligere beskrevet. De tyske medier skrev samtidig, at den tyske føderale anklagemyndighed mistænkte i alt tre personer.

Har forladt Polen

I midten af august kom det frem, at den 44-årige til daglig bor i Polen, men han har dog tilsyneladende forladt landet. Den polske anklagemyndighed oplyste til nyhedsbureauet Reuters, at manden har forladt Polen. Han kunne forlade landet, da Tyskland angiveligt ikke havde inkluderet hans navn på en liste over efterlyste.

Reuters skriver, at den polske grænsevagt derfor ikke var bekendt med, at manden var efterlyst, da han krydsede grænsen til Ukraine i begyndelsen af juli.

Ifølge DR's research skulle den 44-årige mand til København igen i starten af august i år. Men et hotelophold i forbindelse med det besøg blev dog aflyst få dage før.

Nord Stream 1 blev indviet i 2011 og 2012, mens Nord Stream 2 endnu ikke var taget i brug, da sabotagen fandt sted i september 2022. Begge gasrørledninger skulle sende gas fra Rusland ud i Europa via Tyskland.

Både Tyskland, Danmark og Sverige har haft gang i efterforskninger af sabotagen. Den svenske og danske efterforskning blev afsluttet i februar.


/ritzau/
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/dykker-mistaenkt-for-nord-stream-sabotage-var-flere-gange-i-danmark

GDPR