DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS
Illustration.
Esbjerg Havn

Digital tvilling tredobler Esbjerg Havns havvindkapacitet

Esbjerg Havn har som den første vindhavn i verden fået udarbejdet en digital tvilling, der kan beregne effektive metoder til udskibning af havvind. Det digitale værktøj kommer til at kunne tredoble den årlige mængde af udskibet havvind fra 1,5 til 4,5 GW.
16. JAN 2023 13.33
Havne
Offshore
Research & Development

"En gamechanger", således beskriver direktør for Esbjerg Havn, Dennis Jul Pedersen, udviklingen af en såkaldt digital tvilling for Esbjerg Havn. 

Ordene kommer ikke uden grund, for ved hjælp af computerprogrammet kan den årlige mængde udskibet havvind fra Esbjerg Havn vil blive tredoblet inden for de næste to år. Det sker vel og mærke uden nogen fysisk udvidelse af havnen. Esbjerg Havn bliver den første vindhavn i verden, der får en digital tvilling.

Den digitale tvilling gør det muligt at beregne mere effektive metoder til udskibning af havvind. Computerprogrammet fodres med enorme mængder af information og gennemanalyserer alle processer i havnedriften med udskibning af havvind og simulerer havnen 1:1. Alt fra placering af gods til pladsbehov, betydningen af højvande og meget mere. På den måde bliver alle processer optimeret.

-  Vi kan tage langt bedre beslutninger ved hjælp af det værktøj. Det betyder, at Esbjerg Havn kan tredoble kapaciteten uden at udvide havnen med en eneste kvadratmeter, siger Dennis Jul Pedersen i en pressemeddelelse.

Havnene skal ud af excel-arket

Kapacitet på de europæiske havne er en af de største udfordringer i forhold til den grønne omstilling. For tempoet skal markant op for at nå de mindst 65 GW havvind i 2030 og 340 GW inden 2050, som er de europæiske havvindstrategimål. Derfor bør flere havne gå i Esbjergs fodspor for at udnytte kapaciteten bedst muligt, mener Dennis Jul Pedersen.

- Nu er vi første havn i verden med den digitale tvilling på havvind. Men for hele den europæiske udfoldelse af havvind, vil det her jo også kunne spille en rolle i de kommende år. Der er pladsmangel i de fleste vindhavne i Europa, så vi skal have rykket havnene ud af Excel-arket og i stedet skabe flere digitale tvillinger, siger han

Det er ikke nyt at arbejde med digitale tvillinger i havnedrift. De bruges også til at optimere containerdrift og andre operationer.

For vind er det optimale design af processen på havnene ekstra vigtigt, da vind kan være mere komplekst end andre havneprocesser. Der foregår mange aktiviteter på samme tid. For eksempel kommer der skibe fra en række forskellige lande med specialiseret udstyr. Det giver mange brikker i puslespillet.

Kapaciteten i Esbjerg øges løbende fra de 1,5 GW til 4,5 GW årligt frem mod 2025, hvor de krævede forandringer er gennemført. Det gælder for eksempel ombygning af nogle tilkørselsveje.

Kapaciteten kan blive endnu større

Det er den amerikanske virksomhed Moffatt & Nichol, der har udviklet den digitale tvilling for Esbjerg Havn. Det er verdens førende havne- og maritime ingeniørrådgivnings virksomhed, der planlægger og designer havne overalt i verden. 

- Det er en stor bedrift, vi sammen er lykkedes med, og som vi helt sikkert kan bruge her i USA og i andre europæiske lande. Den mængde vind, vi kan skubbe igennem fremover, er imponerende, siger Joshua Singer, der er Marine Structure Engineer, og som har været projektleder på skabelsen af den digitale tvilling.

Dennis Jul Pedersen mener, at perspektiverne i projektet er endnu større end bare effektivisering af havnedrift.

- Tænk, når vi også får sat leverandører ind i den digitale tvilling. Med naceller fra Cuxhaven og vinger fra Hull. Der er ingen grund til at tro, at vi stopper ved 4,5 GW, og det samme gælder forøgelsen af kapacitet i resten af Europa. Vel at mærke før vi begynder at udvide havnene, siger Dennis Jul Pedersen.

amp

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/digital-tvilling-tredobler-esbjerg-havns-havvindkapacitet

GDPR