Donald Trumps beslutning om at trække USA ud af Paris-aftalen og sætte en pause på nye havvindprojekter har skabt bekymring for klimaindsatsen. DI vurderer dog, at den grønne omstilling stadig har stærke forudsætninger i USA, selvom tempoet i indsatsen forventes at falde. Det skriver DI i en pressemeddelelse.
- Hele verden har brug for et USA, der også kæmper for klimaet, for landet udleder både meget CO2 og er samtidig en vigtig spiller i den globale klimaindsats. Selv om der er tale om et tilbageslag for klimaet, så er arbejdet mod en grønnere fremtid ikke tabt. Vi taler med mange beslutningstagere på delstatsniveau og store byer i USA, der kommer til at holde den grønne fane højt, og som ikke kommer til at slække på klimaindsatsen, siger Anne Højer Simonsen, der er klimapolitisk chef i DI.
Trods tilbageslaget ser DI’s branchedirektør i DI Energi, Troels Ranis, fortsat potentiale for grøn energi.
- Vi tager naturligvis meldingerne alvorligt og forventer et lavere tempo i omstillingen. Men sol og vind er siden Trump sidst var præsident vokset fra at være et supplement til at være en krumtap i USA’s elforsyning. Derfor tror vi fortsat på en grøn omstilling og mere vedvarende energi i USA, siger han.
Vedvarende energi udgjorde 22 pct. af USA's samlede elproduktion i 2023. Desuden er omstillingen af energiproduktionen i høj grad styret af delstaterne og landets virksomheder, hvor mange prioriterer bæredygtighed og har indgået langsigtede aftaler om vedvarende energi.
DI bemærker også, at investeringer fra initiativer som IRA (Inflation Reduction Act) har øget den økonomiske styrke i republikanske delstater, hvilket skaber politisk risiko for Trump, hvis han bremser disse tiltag.
jel
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.