DK Havenergi
DK Vindkraft
DK Solenergi
DK PtX
DK Innovation
DK CCS

Der er observeret droner ved Halfdan-feltet

OPDATERET: Energiselskabet TotalEnergies har observeret "uautoriseret" droneaktivitet ved gasfeltet Halfdan B.
29. SEP 2022 17.58
Sikkerhed

I forbindelse med lækagerne på Nord Stream 1 og 2-gasledningerne kom det frem, at norske boreplatforme havde haft besøg af uidentificerede droner igennem noget tid.

Nu fortæller TotalEnergies, der står for driften af det danske olie- og gasfelt Halfdan B i Nordsøen, at man her også har haft ubudne gæster.

- Vi kan bekræfte, at der har været observationer af uautoriseret droneaktivitet ved Halfdan B olie- og gasfeltet i Nordsøen den 28. september, siger TotalEnergies' presseafdeling til Ekstra Bladet.

Også politiet er opmærksom på sagen. Syd- og Sønderjyllands Politi modtog onsdag eftermiddag en henvendelse om, at nogle ansatte tidligere på dagen havde observeret en drone i nærheden af boreplatformen. Det oplyser Rigspolitiet til TV 2.

- Politiet undersøger hændelsen og kan på nuværende tidspunkt ikke komme med yderligere oplysninger, lyder det i en mail fra Rigspolitiet til mediet.

Energistyrelsen opfordrer til at skærpe sikkerheden

Ritzau har uden held forsøgt at få et interview med Energistyrelsen om sagen. Styrelsen skriver dog i en mail til Ritzau torsdag aften, at TotalEnergies har gjort den opmærksom på hændelsen.

Styrelsen oplyser videre, at den allerede inden hændelsen i Nordsøen har opfordret sektoren til at skærpe sikkerhedsforanstaltningerne.

Halfdan B-feltet ligger 210 kilometer vest for Esbjerg. Feltet blev tidligere drevet af Maersk Oil, men blev overtaget af TotalEnergies, da Mærsk solgte sine olie- og gasaktiviteter fra 2018.

Rangerer man de danske gasfelter efter, hvor mange kubikmeter gas, der er udvundet, er Halfdan det næststørste. Indtil 2020 var der sammenlagt hevet 35 millioner kubikmeter op af undergrunden fra Halfdan.

Danmarks største gasfelt er Tyra, som lige nu er i gang med en større renovering og derfor er ude af drift. Det har igennem tiden leveret 111 millioner kubikmeter gas.

/ritzau/



Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele Danish Offshore Industrys artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele Danish Offshore Industrys artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på Danish Offshore Industry

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.doi.dk//havenergi/artikel/der-er-observeret-droner-ved-halfdan-feltet

GDPR